En skærv til velfærden

Velfærdsstaten har mange fejl og mangler, men en af de helt store er afstanden mellem betalingen (i form af skatter og afgifter) og de ydelser den enkelte modtager. Dette står i modsætning til fx et supermarked, hvor kunden betaler for de varer hun har lagt i kurven. I velfærdsstaten kan man rage alt det ned fra hylderne man ønsker og kræve mere af det samme eller ydelser der slet ikke udbydes, uden at det får nogen økonomiske konsekvenser for den der kræver.
Dette er den nuværende debat om aflønningen af personalet i den offentlige plejesektor et eksempel på. Her skorter det ikke på interessegrupper, politikere og almindelige borgere der støtter op kravene om bedre vilkår og højere løn. Og når gode intentioner er gratis, hvorfor så ikke hoppe med på vognen?
Men hvad ville der ske, hvis det rent faktisk var muligt for den enkelte at betale mere til samfundet? Dette kan i dag gøres indirekte gennem skatter og afgifter ved at arbejde og/eller forbruge mere, men hvis vi nu forestiller os, at der blev oprettet en giro-konto, hvor alle dem med gode intentioner og ønsker om flere penge til velfærd kunne indbetale et beløb efter eget valg – ville de så gøre det?
Eller endnu bedre: de enkelte daginstitutioner, plejehjem mv. opretter deres egne girokonti eller opstiller en indsamlingsbøsse i indgangen til frivillige bidrag. Så kunne institutionernes ledelse eller måske personalet indimellem tælle pengene sammen, og bruge dem på ekstra personale eller mere i løn til de, der allerede er ansat.
Med et lettere slidt udtryk hedder det sig at ”talk is cheap”. Giv dog de velfærdshungrende danskere en mulighed for at vise, at der er vilje til at handle bag de gode intentioner.