Spild af tid

I forbindelse med Berlingske Tidendes historier om politiets 'svigt', har betjente over hele landet klaget over mangel på mandskab og ressourcer. I den forbindelse er det værd at bemærke at det åbenbart ikke har knebet med ressourcerne de efterhånden rigtig mange gange de unge bøller fra den yderste venstrefløj har valgt at traske gennem byen i protest mod, tjah; jeg har svært ved at forstå hvad. Folk skal have ret til at demonstrere, men der må være en grænse for hvor mange gange den samme gruppe kan få lov til at demonstrere. Især når disse demonstrationer ALTID afføder hærværk og ballade i et sådan omfang at de er nødt til at være mandsopdækket af politiet. Det er ganske åbenlyst at denne gruppe har uanede mængder af tid til rådighed og ikke er bange for at sløse den bort samtidig med at politiets dyrebare mandetimer ødsles bort til ingen verdens nytte.

En hurtig kommentar til en kronik jeg endnu ikke har læst..

Jeg må med skam meddele at jeg endnu ikke har fået læst årets mest omtalte kronik. Heldigvis har medierne til overflod været fulde af resumeer og kommentarer til Bithe Rønn Hornbechs kritik af et tørklædeforbud for dommerstanden.
Personligt ville jeg ønske at Statsministeren havde haft mandsmod nok til at stå fast ved den holdning han gav udtryk for i en tidligere Grundlovstale, nemlig at lovgiverne skal blande sig udenom kvinders valg af tørklæde.
Det paradoksale ved debatten i øjeblikket er at det hele pt. er rent hypotetisk. Der er så vidt vides ingen kvindelige muslimske medlemmer af dommerstanden og i hvert fald ingen der hidtil har ytret ønske om at bære tørklæde under deres tilstedeværelse i retten. Og hvad så hvis de gjorde. Fra Dansk Folkeparti er det blevet udlagt sådan at i det øjeblik en kvinde vikler en klud omkring hovedet vil hun dømme efter den islamiske sharialovgivning. Hvad er det for noget pjat. Dommere dømmer efter gældende dansk ret. Vi forventer/accepterer jo heller ikke at en kvindelig dommer dømmer hårdere i sager om hustrumishandling. Og hvis en dag skulle ske, ville hendes karriere som dommer hurtigt være en afsluttet historie.
Lad dog kvinder beholde deres tørklæde - det eneste man opnår ved al denne ballade er at flere kvinder tager tørklæde på. Ikke som symbol på underkastelse, men derimod på modstand - modstand mod det danske samfund.

Gruppeeksamen

I den forgangne uge var afskaffelsen af gruppeeksaminerne atter til debat i Folketinget. Personligt er jeg ked af, at jeg aldrig selv nåede at få gavn af lovgivningen, men glæder mig i stedet over at studerende i årene fremover slipper for at sidde lårene af hinanden under en eksamens situation, hvor det efter min oplevelse mest af alt handler om at ’hugge’ ordet fra de andre. Det er som sagt min oplevelse, og jeg skal ikke benægte, at andre kan have haft gode oplevelser med eksamensformen, men hvorfor en opgave udarbejdet i en gruppe partout skal forsvares af en gruppe; det forstår jeg ikke. Det må alt andet lige være lettere, at give den enkelte en fair udprøvning hvis hun er oppe alene, frem for hvis en samlet flok eksamineres. Det er naturligvis den enkeltes ansvar at deltage aktivt ved en gruppeeksamen, men omvendt har eksamen jo aldrig været tænkt som en prøve i at råbe højest. Det er samtidig dybt frustrerende at sidde på spring med de fede pointer mens eksaminator forsøger at hive selv samme pointer ud af et andet gruppemedlem. Jeg har heller aldrig oplevet, at der blev differentieret karaktermæssigt på trods af, at det med den foregående arbejdsindsats in mente burde være sket. Det vil givetvis også være de færreste, der under en eksamen har mod på at kaste hæmningerne og bare kværne løs på bekostning af de andres taletid – også selvom de rent faktisk ikke har så meget at sige.
Derfor har jeg ikke mange tårer tilovers for den nu hedengangne gruppeeksamen. Jeg er dog ikke afvisende overfor at åbne en kattelem, hvor den enkelte elev selv kan vælge, om han vil gå op alene eller sammen med sin gruppe – så længe det altså er eleverne selv, der bestemmer.

Skyd efter lommepengene!

I dag kom det frem, at politiet langt hen ad vejen ser gennem fingre med lovovertrædelser i forbindelse med de såkaldte torsdags demonstrationer. Med BUPL-medlemmet in spe Per Larsen som vagthavende sherif kan det næppe overraske nogen, at de enkelte politifolk er blevet bedt om ikke at udføre det arbejde, de ellers er ansat til.
På den anden side kan man ikke fortænke politiets ledelse i at have givet op overfor denne gruppes kriminalitet, når nu straffene for deres ugerninger er så latterlig lave, at de på ingen måde står mål med den indsats politiet leverer i forbindelse med pågribelse af gerningsmændene og efterfølgende bevisførelse imod dem. Politikerne er simpelthen nødt til at skrue bissen på overfor denne lille gruppe af ballademagere. Folketinget kunne fx indføre en tillægsstraf for kriminalitet begået i forbindelse med demonstrationer. Det skal kunne mærkes, og allerhelst på pengepungen, hvis man ikke følger politiets anvisninger, udøver vold mod tjenestemand i funktion eller benytter sig af diverse kasteskyts. En bøde på minimum 10.000 kroner for at overtræde maskeringsforbudet ville være en meget fornuftig straf og burde afholde selv de mest ihærdige ballademagere fra at formumme sig bag en elefanthue.
Hvis sanktionerne når op i det leje, så tror jeg faktisk, at det efter kort tid vil blive så som så med behovet for politiets indgriben ved demonstrationerne, for dertil har de unge deres lommepenge for kært.

Ik' så ringe endda!

Konflikten mellem FOA og sygeplejerskerne på den ene side og arbejdsgiverne på den anden har stået på siden onsdag og de to fagforbund har allerede postet en masse penge i annoncekampagner. I mellemtiden har både DR og TV2 gjort en dyd ud af at rejse land og rige rundt for at interviewe gamle mennesker med leverpletter og den ene fod i graven. Det er konsekvensjournalistik når det er bedst (eller værst, bestem selv), og alle som én bedyrer de deres forståelse for de aktionerendes krav. Samme sympati har de strejkende også blandt den øvrige befolkning, hvis vi skal tro FOA. I følge en undersøgelse foretaget af DA, som bl.a. blev refereret i Børsen, tror et flertal af de adspurgte, at de strejkendes løn ligger lavere end det faktiske niveau. Det følgende spørgsmål går på hvad en rimelig løn ville være for de to fagrupper, og her foreslår omkring halvdelen af de adspugte et beløb, der er lavere end de strejkendes nuværende løn.
Undersøgelsen er ganske tankevækkende når et af argumenterne for en højere løn er, at den skal tiltrække flere medarbejdere til de to fag. Noget tyder dog på, at de to fagforbund med deres lønklynkeri selv har været med til at skabe en opfattelse af, at deres jobs er langt dårligere lønnede, end hvad der rent faktisk er tilfældet.

Breaking news: vi er ikke verdensmestre!

Jeg mener, at den danske EU-skepsis til dels skyldes, at mange danskere har den opfattelse, at Danmark strengt taget på alle områder er en førende nation. Effekten af denne opfattelse bliver at et øget EU-engagement ses som ensbetydende med en forringelse af danske institutioner og det danske samfund.
Danmark er uden tvivl et rigtig dejligt land, og den danske samfundsmodel rummer også mange gode elementer, men derfor er alting ikke er rosenrødt og vi kan godt lære noget af de andre lande. Desuden har undersøgelser indenfor fx. undervisning vist, at vi ikke ligger i front, ligeså vel som sundhedsvæsenet lader meget tilbage at ønske sig i forhold til standarden i andre EU-lande.
Jeg ønsker ikke at pille ved danskernes patriotisme eller selvværd, men hvis de danske EU-tilhængere vil vinde gehør for deres sag, bør de gøre mere ud af at få markedsført de øvrige medlemslande som andet end forbudselskende Sverige, affaldsplagede Italien og bureaukratiske Tyskland.
EU har gjort meget for at sælge sig som en 'forening', men glemt at mange ofte ser på hvem de andre medlemmer er inden de melder sig ind og deltager i samarbejdet.

Tillid er godt - kontrol er nogle gange bedre!

Kravet om at arbejdsløse på dagpenge skal søge mindst fire job om ugen møder masser af kritik. Både A-kasser, arbejdsgivere og ikke mindst de arbejdsløse kritiserer kravet. Et nyt program på nettet kommer nu de arbejdsløse til hjælp. Programmet (checkjobnet) sikrer, at der autmatisk sendes fire ansøgninger om ugen via portalen jobnet.dk og dermed kan de arbejdsløse forsætte tilværelse på offentlig forsørgelse.
Jeg medgiver gerne, at kravet kan virke en smule firkante, og alting ville være meget bedre hvis myndighederne ikke behøvede at underlægge borgerne kontrol. Desværre har det åbenbart vist sig, at ikke alle arbejdsløse af egen drift gør en ihærdig indsats for at finde et job. Så selvom tillid er godt, som derstår på snyde-programmets hjemmeside, så må der af og til kontrol til. Og som skatteborger er jeg glad for at det offentlige er nøjeregnende med hvad samfundets penge bruges til.
Hvis den arbejdsløse reelt er interesseret i at finde et job for atter selv at tjene til føden, så burde fire ansøgninger om ugen ikke være noget problem. Det er givet at man er nødt til at søge andre jobs end lige drømmejobbet - det må så komme i anden omgang. Tidsmæssigt har jeg også svært ved at forstå at fire ansøgninger om ugen kan sætte grå hår i hovedet på en person der i modsætning til folk på arbejdsmarkedet har minimum 37 timers ekstra fritid om ugen. Det burde være alt rigeligt selvom det naturligvis kræver noget tid at sætte sig ind i hvad den udbudte jobfunktion indeholder og hvad virksomheden/organisationen kan tilbyde, men på den anden side kan en stor del af ens ansøgning bruges igen og igen, så der burde stadig være rigelig tid til at se morgentv.
Må jeg foreslå jobnet.dk at der for fremtiden kræves digital signatur for at logge ind på deres hjemmeside - i følge checkjobnet's hjemmeside magter programmet kun at logge ind med almindelig adgangskode.

Kroner en, kroner to...

Jeg har lidt svært ved at finde ord efter at have læst en artikel om udsatte lejere. Artiklen bygger på en rapport om bagrunden for at lejere bliver sat ud fra deres boliger. I følge artiklen svarer 77 % af de adspurgte i en undersøgelse lavet til rapporten, at en medvirkende årsag til at de mistede deres bolig var, at de havde svært ved at styre deres økonomi.
Hmm... Og hvad skal man så sige til det? Privatøkonomi er som bekendt ikke atomfysik, og i dette tilfælde er det ikke engang en spørgsmål om at konvertere lån eller afveje skattefordelene ved hhv. en rate- eller en kapitalpension. Det drejer sig derimod om noget så basalt som at betale sin husleje inden man kaster penge ud til alt muligt andet. For i følge rapporten, som jeg ikke har læst og derfor kun kender fra ovennævnte artikel, er der nemlig ved månedens start penge til husleje.
Det har næppe de store udsigter at forsøge at lære denne gruppe om rettidig omhu og at sætte tærring efter nærring. Derimod er det min klare holdning at man burde overveje om personer, der ikke evner noget så elementært, er i stand til at tage vare på et barn og sikre, at der er penge nok til mad endsige sikre at barnet får en ordentlig opdragelse. Derfor mener jeg, at politikerne og myndighederne seriøst bør overveje om et udsat forældrepar nu også er de rigtige til at tage vare på deres børn, og hvis ikke finde et hjem til børnene hvor huslejen bliver betalt og der er penge til mad - hver dag!

Politik og sport

Hvor meget politikerne end gerne ville, så kan politik og sport ikke skilles ad. Eller rettere sagt: det er på forhånd umuligt at afgøre, hvor grænsen mellem de to sfærer går. Det der det ene øjeblik ligner en konkurrence mellem to idrætsudøver kan i det næste øjeblik udvikle sig til en politisk manifestation, hvis den ene udøver løfter op i blusen for at vise et politisk slogan.
Med valget af Kina har IOC bestemt ikke gjort det lettere for sig selv og poltikere rundt omkring i verden at begrænse det politiske aspekt til fordel for det sportslige. Nu ligger IOC som de har redt, og hvis de aflyser resten af fakkeltoget i afmagt overfor de mange Tibet-demonstrationer, så er det organisationens egen skyld.
I stedet for at hævde at OL intet har med politik at gøre, bør IOC i stedet stå ved at OL har en enorm politisk betydning, og føre en politik der harmonerer med de olympiske idealer og endelig vælge en værtsnation, der i højere grad kan leve op til disse.
Om Danmark deltager fra officiel side i åbningsceremonien må være et spørgsmål vi diskuterer og afgør på EU niveau. Dette bør være et område, hvor EU's stats- og regeringsledere kan finde fælles fodslag, og enten rejse afsted sammen eller være enige om at blive væk.
Endelig er der spørgsmålet om hvorvidt Kronprinsen skal deltage eller ej. Uanset hvad han gør vil det blive tolket politisk. Dermed sidder han allerede før han er blevet valgt ind i IOC i en klemme som hans nye rådgivergruppe ellers skulle styre ham udenom. Derfor må det være oplagt for enhver at Kronprinsen skal holde sig langt væk fra IOC i fremtiden.

Aprilsnar!

Yep, det var lige hvad det var, da Bjerregaard og Foldschack proklamerede at nu skulle der være Ungdomshus på Dortheavej og de unge straks satte ild i gaden. Deres masterplan er blevet født i dølgsmål, men nu hvor den har set dagens lys er det langt fra alle de implicerede der vil kendes ved denne bastard.
Det glæder mig naturligvis at jeg fik ret, da jeg skrev at de unge aldrig ville få et hus, fordi Bjerregaard & Co. ville holde dem hen med snik snak og af og til få en hjælpende hånd fra protesterende borgere.
Det kunne selvfølgelig hænde at Bjerregaard og hendes røde kabinet skyndte sig at lukke sagen henover hovedet på brugere og naboer, men med et kommunalvalg halvandet år ude i fremtiden og en gruppe notorisk utilregnelige voldspsykopater fra helvede, så kan Bjerregaard næppe siges pt. at befinde sig i en win-win-situation.

En dårlig spøg

Her til morgen havde jeg hurtigt opdaget Berlingerens april-spøg, og blev derfor overrasket da jeg opdagede endnu en - troede jeg. Et ungdomshus på Dortheavej er nu nærmest en realitet og det er desværre ikke nogen spøg. Jeg har tidligere givet udtryk for, at de unge aldrig ville få et hus. Nu må jeg indrømme, at jeg højst sandsynligt har taget fejl.
I et tidligere indlæg argumenterede jeg for, at der ville rejse sig en storm af beboerprotester hver gang kommunen forslog et hus. Det skete ikke i dette tilfælde. Der bor selvfølgelig også færre mennesker helt tæt på den nye adresse. En anden årsag til at de mangle protester er udeblevet er også at der har været langt mindre fokus på den nye adresse. Hvis man ikke vidste bedre kunne man tro, at det var en bevidst taktik fra Ritt Bjerregaards side for at få en hurtig afklaring på sagen. Det er ærgeligt for de interviews der i dag har været med naboerne og lokalernes nuværende brugere, giver et indtryk af at ikke alle tager imod de unge med åbne arme.
Foldsschack kalder det for 'en glædes dag'. Jeg ser det som en sort dag, og efter at have læst aftaleteksten, der danner grundlag for de unges overtagelse af bygningerne ser jeg ikke mere lyst på situationen. Hvis der ikke stod noget om koncerter kunne man godt forledes til at tro at det var en bridge-klub eller lignende der flyttede ind. Nu er det i stedet en samling voldspsykopater fra helvede som marcherer ind og jeg håber virkelig at politikerne bag aftalen får tilføjet nogle klare bestemmelser vedr. opsigelse af aftalen, således at det i sidste ende er kommunen og dermed borgerne der bestemmer, hvorlænge der skal ligge et ungdomshus på Dortheavej 61.

Unfinished business

Jeg kom vist til at rose Socialdemokraterne og Mette Frederiksen forleden - ups. Efter at have læse Søren Pinds blog om de samme røde teser føler jeg mig lidt flov - og dog...
Jeg giver Pind ret i at det kan være svært at finde hoved og hale i hvad Frederiksen & Co. i virkeligheden mener og med hendes øvrige generalieblad in mente, er det svært at forestille sig, at hun vil det bedste for borgere med en bare nogenlunde rimelig indkomst.
Hvis udgangspunktet er natvægterstaten, så kan jeg godt forstå at Pind harcelerer over begrebet 'pligt'. I aftenens sene Deadline i går tolkede Ralf Pittelkow det som et udtryk for at de stærkeste skuldre skal bære det meste af læsset og sådan kan det sagtens forstås. Jeg vælger i stedet at være lidt flink og opfatter det som et udtryk for, at hvis man vil nyde, så må man først yde. Det er en gammel dyd, som efterhånden er blevet glemt efter at Socialdemokraterne siden en gang i 50’erne har ladet forskellige grupper tage for sig af den store velfærdsbuffet.

I bogen 'The Unfinished Revolution' skriver Philip Gould, en af personerne bag New Labour, om hvorledes Labour havde glemt sine gamle idealer og ikke mindst sine kernevælgere til fordel for pamperi og en verdensfjern og intellektuel socialisme. Begreber som lov & orden og samfundssind var gået i fløjten, men da Tony Blair & Co. bragte de gamle idealer tilbage på banen fik de atter vælgernes opbakning.
Det samme skete i Danmark, men det var ikke et henslumrende Socialdemokrati, der opdagede at det havde mistet jordforbindelsen og ditto til de store grupper med hvis opbakning det tidligere havde været landets klart største parti.
En historie fortæller (om den er sand er jeg ikke klar over) at det netop var Søren Pind, der introducerede Fogh Rasmussen til ovennævnte bog og inspirerede ham til at omdanne Venstre til et ’folkeligt’ midterparti med bred vælgerappel.
Der blev lukket ned for det socialdemokratiske tag selvbord, og i dag er mulighederne for at fise den af og nyde uden at yde langt mindre. Derfor bør Fogh og VK ikke lade sig skræmme af de nye udmeldinger fra det gamle arbejderparti, for handling er som bekendt langt mere værd end ord - også for vælgerne når de skal sætte deres kryds ved næste valg.

Sex

Jeppe Kofods udfoldelser på lagnet har fyldt en del i medierne gennem den seneste uges tid. Først troede socialdemokraterne at de var på forkant med alt og alle da de forsøgte at lukke luften ud af en potentielt grim historie men i virkeligheden gav de rigelig næring til en slags modhistorie, hvor de kom til at fremstå som nypuritanere og dyneløftere.
Hvis man endnu ikke har glemt historien om cykel-poeten Jørgen Leth der gik fra at være folkeeje til en rolle som gammel gris, kan man ikke fortænke socialdemokraterne i at de i tirsdags gjorde som de gjorde.
19 år ældre 'mand med magt' der 'forfører' 'ung uskyldig pige' ser aldrig godt ud - især ikke på tabloid avisernes spisesedler - over seksuel lavalder eller ej.
En af årsagerne til at Kofods handlinger bliver kritiseret er at i i hvert fald en del af den offentlige debat, hersker der den en opfattelse at kvinder og sex i bund og grund er to uforenelige størrelser mens mænd til gengæld er bundliderlige. Derfor er kvinder i parforhold indimellem nødt til at stille mandens lyst for at holde på ham og fordi de elsker ham. Så hvis kvinder der ikke er i et fast parfold dyrker sex, så er det enten fordi de er tvunget til det, bliver betalt for det eller iøvrigt gør det for at opnå noget - aldrig blot af lyst.
Og det er jo i og for sig en form for nypuritanisme, når sex for sexens skyld er en synd. Kofods kritikere er alle gået ud fra at pigen led under akten hvorfor det var et overgreb - hvem siger hun ikke nød det? Forhåbentlig nød hun også forspillet. Efterspillet med ugebladene og formiddagspressen i hælene havde hun givetvis helst været foruden.

10 røde teser

Meget grimt kan der siges om socialdemokraterne, men denne gang synes jeg faktisk at de har fat i noget af det rigtige. 'De' er måske så meget sagt, for indtil videre lader det mest til at være Mette Frederiksens udspil fremfor hele partiledelsens - derfor lugter det også en smule af oprør. Men bortset fra det, så er der faktisk nogle positive ting at læse blandt teserne. Fokus på pligt fremfor ret, lavere skat på lønindkomst (godt nok i bunden, men hvis hun holder fingrene fra topskatten, så er det jo også en lempelse af skatten på den sidst tjente krone), kontanthjælpen skal atter være midlertidig og velfærdsstaten må ikke være et mål men et middel. Især med en revurdering af ret/pligt er socialdemokraterne måske på vej tilbage til deres ophav fra før de fik udstyret 900.000 borgere med en tiggerstav.
Nu bliver det så spændende at se hvorvidt teserne bliver fulgt op med konkrete lovforslag eller om Frederiksen må se sig om efter et nyt job udenfor politik.

Ommer

Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam foreslog igår at lade bilisterne holde længere tid for rødt for at skræmme dem ud af byen. Det er af og til svært at finde ord der beskriver makkerparret Bondam og Bjerregaards handlinger. Denne gang er 'idioti', det første ord der falder mig ind. Bilisterne holder sig ikke væk selvom de skal holde 5,10 eller 15 minutter ekstra i kø - i så fald havde de forlængst valgt en anden transportform. Så det eneste Bondam vil opnå er mere forurening - og ikke mindre som ellers var hensigten. Ofte er det en fordel at tænke sig om før man udtaler sig....

DR

Efter afslutningen på DR's seneste publikumsmagnet, X-faktor, proklamerede Ekstra Bladet på sin spiseseddel at vinderen, Martin, vil komme til at tjene millioner. Jeg er ikke i tvivl om at Martins kommende plade kommer til at sælge rigtig godt efter at DR har brugt en masse licenskroner på showet. Det må unægteligt siges at være den bedste form for markedsføring et nyt navn kan ønske sig.
Jeg forstår ikke hvorfor licensbetalerne skal være med til at financiere programmer der lige så vel kunne bringes på en kommerciel kanal. Jeg har intet imod at betale for at se nyheder på DR og er også tilfreds med mange af programmerne på DR2, men jeg forstår ikke hvorfor jeg som ejer af et fjernsyn skal tvinges til at betale for åndsvage TV Shows og dårlige amerikanske film.

De unge får (aldrig) et Ungdomshus

Det er efterhånden gået op for både det røde flertal på Rådhuset og deres ligesindede fra Ungdomshuset, at sidstnævnte ikke er velkomne på Frederikssundsvejensskole. I et indslag på TV2Lorry i fredags kunne Socialdemokraternes gruppeformand dog berolige de unge og deres sympatisører med, at der nok skal komme et Ungdomshus i Københavns Kommune - politikerne skal bare 'lige' finde ud af hvor.
Der er efter sigende allerede nye adresser i spil, og afhængigt af hvor mange bygninger kommunen råder over, så kan der med tiden komme mange flere. Jeg gætter på, at hver gang en adresse bliver nævnt, så vil der danne sig en storm af protester fra beboerne i lokalområdet. For selvom der er en relativ positiv stemning for 'ungdomshuse' blandt borgerne i København, så er det ligesom med vindmøller. Folk elsker dem - altså hvis de bare lige står et sted hvor man ikke selv kan se dem.
Og jeg tvivler på, at uanset hvor meget Ritt & Co. leder, så finder de ikke en bygning i kommunen med en kilometer til nærmeste nabo. Men de leder, og de holder møder med de unge der troligt stiller op hver gang, i håb om at en politisk løsning på det 'politiske problem' er lige på trapperne. De unge kender åbenbart ikke udtrykket: "Talk is cheap", ej heller at politikere er verdensmestre i at snakke. Nu har de fået hvad de bad om: dialog!
Ritt kan håbe på at de enten opgiver drømmen om et Ungdomshus eller - og det er nok mere sandsynligt - nogle af de mere aggressive elementer bliver trætte af ventetiden og tager sagen i egen hånd. Derefter vil det være let for Ritt at påpege deres manglende vilje til forhandling og lukke sagen fordi de unge atter går amok. Noget der ikke kan komme som den store overraskelse for vi, der ikke lod os rive med af stemningen efter den store såkaldte 'ikke- voldelige demonstration' i efteråret.

Kampdag

Helle Thorning-Schmidt markerede kvindernes internationale kampdag ved at kræve kvoter for antallet af kvinder i bestyrelserne i alle børsnoterede virksomheder. Heldigvis lod ikke alle kvinder sig rive med af kampdagsstemningen, og i samme artikel citeres bl.a. Majken Schultz fra CBS for at kvoter blot vil føre til at kvinderne bliver valgt pga. deres køn og ikke deres kompetencer. Det vil dog også være sørgeligt, hvis det skal være politikerne og ikke virksomhedernes ejere, der beslutter hvem der skal sidde i bestyrelserne.

Helles heldige damage control

Interessant at dagens politiske tophistorie blev Villy Søvndals kovending i udlændingedebatten og ikke SF's stormskridt mod at overtage Socialdemokraternes position som det største parti på venstrefløjen. Der er givetvis grænser for hvorlænge Helle Thorning-Schmidt kan få lov til at træde vande og ryg-klappe Villy Søvndal imens hendes eget parti skrumper ind til et mellemstort oppositionsparti med nye politiske ideer 'lige på trapperne'. Dog skal Helle Thorning-Schmidt da have et anerkende nik fra undertegnede for hendes heldige hånd med pressen i dag.

Mafia

Finansloven for 2008 faldt på plads i dag, og ligesom med de tidligere finanslove er det Dansk Folkeparti, der lægger stemmer til. Dog ikke uden indrømmelser til Pia Kjærsgaard & co. Det blev bl.a. til en forhøjelse af ældrechecken på 2.200 kroner om året. Det er svært at finde den store samfundsøkonomiske logik i dette tiltag, men det handler jo selvfølgelig også om politik.
Situationen får mig til at tænke på en forretningsindehaver i Palermo eller i mellemkrigstidens New York, der med jævne mellemrum må aflevere en pæn sjat penge til mafiaen for forsat at kunne drive sin butik. I dette tilfælde vælger mafiabossen dog at dele rundhåndet ud til sine støtter, mens de øvrige kunder i Fogh’s forretning, Danmark, må betale mere for dårligere varer.

Søndagsavisen, 1. marts 2008

På bagsiden af Weekendavisens kultursektion gør redaktionen sig i denne uges udgave muntre over Helle Thorning Schmidt, der glimrer ved sit fravær i medierne. Avisen spøger med at hun skulle være blevet usynlig. Så galt er det dog ikke gået for Socialdemokraternes leder, men hvis det er svært at få øje på hende, så skulle man prøve at kigge op i luften, for at dømme efter forsiden på Søndagsavisen, så tyder noget på, at hun helt har mistet jordforbindelsen...

Det er samfundets skyld!

Det er samfundets skyld, at grupper af unge på Nørrebro og i resten af landet har sat ild til containere, biler og kommunale bygninger og politiet har med deres tilstedeværelse kun pustet yderligere til ilden.
Nogenlunde sådan lyder ræsonnementet i medierne.
Det er bestemt ikke de unges skyld, de kan ikke gøre for det. De er utilpassede, marginaliserede og politiets visitationer har kun gjort ondt værre og stresset dem langt udover, hvad sådan nogle stakler kan klare. Nu behøver de unge først og fremmest ro, så de kan få deres kammerater ud af varetægtsfængsel, hashhandlen på skinner og evt. få skudt et par af naboområdernes bandemedlemmer.
Desuden skal der ansættes en mindre hær af pædagoger, der kan hente og bringe de forvirrede stakler til og fra skole og fritidsaktiviteter. Det lyder som en rigtig god løsning med sådan en ’personlig’ pædagog, for det er altid godt med en ekstra hånd, hvis der skal graves hashklumper ned på en legeplads eller kigges på krak-kort når man skal hurtigt væk fra et drive-by-skyderi.
Og endelig kan der jo være en enkelt eller to integrationskonsulenter, der efter den om end noget svage kritik af deres arbejde, har behov for et klap på skulderen og en kop urtete.

Jeg forstår ingenting! Noget tyder på, at de fleste har glemt, hvordan det hele startede. Rivaliserende bander kæmpede om hashmarkedet i Storkøbenhavn og kun ved et lykketræf er ingen uskyldige blevet ofre. Til gengæld er flere sagesløse unge blevet stukket ned i nattelivet. Samtidig var udrykningskøretøjer i alle former og farver blevet mål for stenkast – til tider fanget i bagholdsangreb. Så kan det da for pokker ikke undre nogen, at politiet intensiverer patruljeringen i de ramte områder?
Ungdomshus-optøjerne var første tegn på, at noget grundlæggende havde ændret sig i det danske samfund: Politiet hindrer ikke kriminalitet, men er derimod årsagen til denne. Dialog og massevis af initiativer fra samfundets blødere institutioner er vejen frem.
Denne ’sandhed’ er blevet desto mere fremherskende på det seneste, og spæde pip fra personer der stadig har bevaret fatningen, bliver mødt med undren. Forestillingen om at forældrene til de unge skulle have et ansvar for hvad deres børn laver udenfor hjemmets fire vægge har ingen gang på jorden.
I et indslag i Orientering på P1 i torsdags forklarer en gruppe fædre fra Nørrebro, at børnene ikke kun er deres ansvar, men også samfundets og politiets?? Ifølge den ene af fædrene fordeler ansvaret sig således at han klarer opdragelsen der hjemme, mens opdragelse udenfor er samfundets opgave.
Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde! Denne mand er jo ganske enkelt blevet hjernevasket af den stadigt voksende hob af integrationskonsulenter, hvis arbejdsindsats og resultater stadig mangler et grundigt eftersyn.
Det værste ved det hele er, at de reelle ofre er de beboere der har mistet deres bil eller må vente forgæves på en ambulance, der ikke kommer pga. manglende politieskorte. Ligesom den majoritet af personer med anden etnisk baggrund, der passer der uddannelse og arbejde, men som oplever at der bliver set skævt til dem fordi de bliver taget til indtægt for bøllernes hærgen.
Hvis forældrene ikke magter at holde deres børn fra kriminalitet, er det en opgave for politiet og domstolene, så vi andre kan leve i forvisning om, at der kommer hjælp hvis vi behøver den, og at den lokale skole også kan bruges til undervisning næste dag.

All hat and no cattle

Hillary Clinton beskrev ved et valgmøde i Texas Barack Obama som “All hat and no cattle”. Formuleringen er en kritik af Obamas succesfulde kampagneslogan: ”change”. Clinton er forståeligt nok frustreret efter, at primærvalgene, der umiddelbart lignede en walk-over, udviklede sig til et mareridt.
Ser vi bort fra Clintons motiver, så rammer citatet ovenfor ikke fuldstændigt ved siden af – tværtimod. Efter otte år med Georg W. Bush ved magten ønsker et stort flertal af amerikanerne forandring, og det får de også al den stund, at Bush jo går af som præsident næste år.
Obamas kampagne bygger på den opfattelse, at Bush, Clinton og resten af parnasset i Washington D.C. fører politik på en forældet måde og at Obama står for en ny politik. Men hvilken?
Pointen er at de mange amerikanere, der ønsker forandring - noget andet - sagtens kan blive enige om, at de ikke ønsker Bush og det han stod for, mens de næppe kan blive enige om, hvad de konkret ønsker i stedet for, udover netop forandring.
Derved minder Obamas succes ufattelig meget om Ny Alliances ditto tilbage i maj måned, da partistifterne lovede opgør med blokpolitikken og ’nok er nok’, mens lanceringen af et decideret partiprogram blev skubbet til sensommeren og konkrete udmeldinger om statsministerønske først kom frem i valgkampens sidste dage. Da blev det tydeligt at Naser Khader og NA var ”All hat and no cattle”.
Et andet eksempel er Helle Thorning-Schmidt, der som et relativt nyt og ubeskrevet blad blev valgt som den ’nye’ leder af Socialdemokraterne, der skulle gøre op med fløjkampene og bringe partiet tilbage til regeringsmagten. Euforien lagde sig som bekendt hurtigt, da hun blev nødt til at bekende kulør og føre politik.
Så selvom Obama pt. kan mærke forandringens vinde i ryggen, så kan også han meget vel være ridende på vej alene ud mod solnedgangen. Og ænser måske knapt nok, at vælgerne har søgt forandring andre steder, fordi den store hat skygger for hans udsyn.

Hvor er forældrene?

Weekendens optøjer på Nørrebro mødes med de forventede kommentarer fra politikerne. DF vil give politiet vandkanoner, mens Socialdemokraterne vil give de unge uromagere ’noget at rive i’ dvs. uddannelse og jobs. Er det vejen frem?
Selvom gruppen af uromagere tæller 50-100 stykker, så er det stadig en lille minoritet, der ødelægger en hel bydel og gør de øvrige beboere til ofre i et meningsløst hærværksorgie. Det tragikomiske i denne historie er jo, at det er de unges naboer det går ud over. Det er dem, der skal betale mere i bilforsikring (hvis de da overhovedet kan tegne én) og dem, der i værste fald må vente forgæves på hjælp den dag, der er en ’rigtig’ brand i deres ejendom, fordi brandvæsenet ikke kan køre ind uden politieskorte. Ballademagerne er åbenbart ligeglade!
Mit umiddelbare spørgsmål: ”Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?” Her tænker jeg i første omgang på uromagernes forældre, men også på naboer, skolelærere og andre med kontakt til denne gruppe af utilpassede. Det burde være åbenbart for enhver, at alle forældre i området tog fat i deres børn for at få svar på om de havde deltaget i urolighederne, eller vidste hvem, der havde. Men forældrene er åbenbart også ligeglade med deres lokalområde og de øvrige beboeres trivsel. Ligegyldigheden og kravene om at myndighederne løser problemerne samt at politiet i øvrigt undlader at ’provokere’ vil ingen ende tage. Desværre!
I lignende situationer fyldes medierne med historier om, at der mangler tilbud til de unge, og at de af bar kedsomhed stikker ild til containere og kaster sten efter udrykningskøretøjerne. Siden hvornår er det blevet samfundets opgave at sikre underholdning og adspredelse til alle, der er gamle nok til at gribe om en molotovcocktail men for unge til at føle bare en lille smule ansvar overfor samfundets øvrige medlemmer?

Spærretid

Københavns kommune vil efter hollandsk forbillede oprette såkaldte 'hot spots' i bydelen Sjælør. Tiltaget kommer efter at en kriminel gruppe af unge fra området har været indvolveret i flere skudopgør og skabt utryghed i området. Hot spot-medarbejdernes funktion er at holde øje med utilpassede unge og tilkalde politiet, hvis de begår kriminalitet. Det er for så vidt fint nok, men omvendt bliver det sværere og sværere at tro på, at disse initiativer har anden effekt end at flytte problemet til en anden del af byen. I stedet burde man fokusere på de grupper af helt unge, dvs børn i den skolepligtige alder, der er ude sent om aftenen. På ydre Nørrebro er det ikke unormalt at se grupper af børn i 12-årsaldren udenfor klokken ti om aftenen. Disse grupper er uden opsyn og udgør et fantastisk rekruteringsgrundlag for kriminelle unge, der benytter de yngre til smårapserier, ærinder og som vagtposter.
Kan vi holde de helt unge indenfor er der en chance for at tilgangen til de kriminelle bander kan stoppes. Dette skal gøres enten via en holdningsændring blandt forældrene eller, hvis dette ikke er muligt, gennem et regulært forbud for eksempelvis børn under 12 år mod at opholde sig udenfor efter klokken 20 på hverdagsaftener. Forslaget synes måske en anelse rigidt, men jeg tvivler på at holdningsændringen kommer helt af sig selv, og alternativet er at bandekriminaliteten forsætter.

Anders Samuelsen

Ny Alliance ville gøre op med blokpolitikken, men endte med at skulle vælge mellem de to blokke. Dengang i forsommeren 2007, da håbet endnu var grønt og partiprogrammet bestod af lutter blanke sider var vælgertilgangen massiv for alle troede på, at Pia Kjærsgaard kunne smækkes udenfor døren. Da så endelig partiprogrammet kom ud af trykken, ja da kunne lederen ikke forklare indholdet og medlemmerne fandt selv på egne forslag og principper. Pt. har partiet begavet det danske sprog med begrebet ’storbytosser’ som en nydelig pendant til Dansk Folkepartis ditto fra landsbyen.
Den korte historie om Ny Alliance er sandelig historien om, at for mange kokke fordærver maden. De mange fine og dygtige folk fra dansk erhvervsliv og diverse organisationer borgede for indsigt og kompetence men var også en masse generaler uden soldater i en krig der ikke kunne vindes.
Når regnestykket er gjort op, det sidste punktum i krøniken sat og vi har grint færdig vil jeg tillade mig at fælde en tåre over Anders Samuelsen. En enestående politiker, en sand liberal, der som så mange andre unge mennesker i dagens Danmark får de forkerte venner og ender i noget snavs. Jeg håber, at han finder en ny platform i det politiske landskab – alt andet vil være spild af talent.

Two strikes and out

Natten mellem fredag og lørdag blev en 28-årig sparket og trampet i hovedet. Gerningsmanden var iflg. ekstrabladet.dk særdeles kendt af politiet. Også den sigtede i sagen om det meningsløse knivdrab på en ung mand på Strøget i København, var i forvejen kendt af politiet for vold.
Jeg tror ikke på at kriminelle bliver bedre mennesker af at være i fængsel. Men med typer som de føromtalte bag tremmer bliver samfundet mere sikkert for resten af befolkningen. Jeg sigter her til en two-strikes-and-out-strategi. Dvs. anden gang en person begår personfarlig kriminalitet idømmes han/hun en 'bonus'-straf, der efter min opfattelse sagtens kan løbe helt frem til den dømte når pensionsalderen.
Der skal naturligvis være mulighed for prøveløsladdelse såfremt den indsatte følger kurser/behandling, der skal lære ham/hende at tøjle sine aggressioner, men kun hvis myndighederne rent faktisk er sikre på, at vedkommende har ændret sig.
Denne løsning skulle gerne give et mere sikkert samfund samtidig med at den indsatte voldsforbryder har et tyngende incitament til at ændre adfærd.