X ved Y - tænk dig lige om en ekstra gang!

Ny Alliance varslede om et opgør med den såkaldte blokpolitik da de trådte ind på scenen i maj måned. I øjeblikket tyder meget på, at det nye ’midter-parti’ kommer til at side med de udslagsgivende mandater når, der skal udpeges en statsminister efter valget. Naser Khader meldte ved valgkampens start ud at partiet ville pege på Anders Fogh Rasmussen som kongelig undersøger. Det lugter naturligvis lidt af genvalg til Fogh, men omvendt udelukker det ikke, at Khader i sidste ende vil lægge sine mandater bag Helle Thorning Schmidt og dermed sende de borgerlige ud i kulden. Og set i lyset af at størstedelen af Ny Alliances valgprogram bærer et markant ’rødt’ islæt, er det slet ikke usandsynligt at det vil ske.
Undertegnede er én ud af rigtig mange borgerlige, der gerne så Fogh lægge bare en smule afstand til Dansk Folkeparti, men før vi går ind i stemmeboksen og sætter kryds ved liste Y, bør vi lige overveje, at en stemme på Khader og co. i sidste ende kan gå hen og blive til en stemme på Thorning Schmidt – for slet ikke at tale om Martin Lidegaard, Ole Sohn og Asmaa Abdol-Hamid.

Formueskat

Eftersigende lufter Helle Thorning Schmidt i en ny samtalebog tanken om at genindføre formueskatten. Det er givetvis set ud fra den gamle socialdemokratiske devise om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.
Med en marginalskat på 63% kan vi vist roligt blive enige om at de bredeste skuldre allerede bærer en hel del, mens en stor del af samfundets medlemmer sjofler rundt på en fribillet.
Desværre for Helle Thorning er det i realiteternes verden ikke muligt at dreje på skatteskruen i en uendelighed, og en skat på penge folk allerede har betalt skat af en gang, vil nok få en og anden til at søge nye græsgange for hans eller hendes opsparede midler.
Formueskatten vil naturligvis ramme dem med flest penge hårdest, men det er samtidig den gruppe der har lettest ved at udnytte de få smutveje der stadig eksisterer i det danske skattesystem eller gemme dem af vejen i udlandet, frem for at investere dem i Danmark til gavn for samfundet. Og hvem ved; måske de rigeste flytter væk sammen deres formue.

Gør som politiet siger eller betal ved kasse 1

Politiet har brugt og bruger forsat enorme ressourcer på demonstrationer og optøjer i forbindelse med Ungdomshuset. Ifølge politifolkenes tillidsmænd går det ud over en lang række andre opgaver som nedprioriteres fordi politiets pengekasse er tom.
Det er en trist udvikling når en gruppe på 3000 (politiets skøn over deltagerantallet ved demonstrationen forrige lørdag) i den grad kan lægge beslag på så mange ressourcer.
Intet tyder på, at de unge har opgivet kampen, snarere ændret taktik i retning af mere civil ulydighed frem for ballade og barrikader. Vi kan selvfølgelig håbe, at ikke-voldstendensen har bidt sig fast, men omvendt må vi ikke glemme, at selvom de lod brostenene blive, hvor de hører til, marcherede de stadig gennem politiets blokader mod bygningen i Vanløse. Så nok havde vi sluppet for 436 anholdelser forrige lørdag, hvis politiet havde jagtet indbrudstyve i stedet for at holde vagt ved et gammelt vandværk, men kommunen havde så stået tilbage med en besat bygning som politiet efterfølgende skulle rydde.
Derfor er løsningen ikke at flytte politiet væk fra demonstrationerne, men de unge væk fra demonstrationerne. De unge – og alle os andre, for den sags skyld – har ret til at demonstrere, og det skal de forsat have lov til. Men noget tyder på, at straffen for ikke at følge politiet anvisninger er alt for lav.
Så længe det kan ’betale sig’ at agere dødvægt mod politiblokader, så længe forsætter de unge. De har alt at vinde og intet at tabe. Og eftersom Ritt Bjerregaard er begyndt at vakle, så tyder noget på at deres taktik har hjulpet dem nærmere deres mål.
Jeg er overbevist om, at hvis civil ulydighed og overtrædelse af maskeringsforbudet konsekvent blev takseret til en bøde á 10.000 kroner, så ville lysten til at være på tværs, lige så stille forsvinde, og politiet kunne tage fat på andre opgaver.

Myten om det politiske problem

For Gud ved hvilken gang, støder unge og politi sammen og atter en gang serverer de unges såkaldte ’talsmænd’ den samme retorik. Politiet er sendt ud i byen i politikernes ærinde. Talsmændene (og ditto kvinder) gentager mantraet: ”dette er et politisk problem!”
Som alt andet er dette en sandhed med modifikationer og afhænger i høj grad af øjnene, der ser.
Jo, hvis man er ud af en generation, der er vænnet til at det offentlige nurser den enkelte fra vugge til grav, og at enhver henvendelse til folkestyrets flertal munder ud i en bevilling, så kan det manglende ungdomshus godt ses som et politisk problem. I hvert fald fra de unges synsvinkel. Det er i høj grad et politisk problem for dem, at Københavns Borgerrepræsentation ikke styres af Enhedslisten, som uden at tøve ville have overladt indtil flere af kommunens bygninger til de unge. For vores andres vedkommende, kan vi kun glæde os over, at dette ikke er tilfældet.
Fonden Jagtvej 69, som en række kendte og ukendte danske ’kulturpersonligheder’ af uransagelige årsager har valgt at spytte penge i, har umiddelbart ikke haft nok midler til at købe en bygning, der falder i de unges smag. Set i det lys er deres problem ikke politisk, men snarere økonomisk.
Den del af lovgivningen der omhandler ejendomsretten og delen, der omfatter pligten til at efterkomme politiets anvisninger, synes også at komme på tværs af de unges ambitioner og for så vidt er deres problem juridisk.
Heldigvis har vi politiet til at sætte muskler bag lovgivningen, så de unge ikke får held til at tilsidesætte de regler, der gælder for alle os andre – også selvom de gør det ’med fredelige midler’.
De unge talsmænd har ordet i deres magt, men selvom de mestrer det såkaldte ’nysprog’ og i den grad kæmper en brav kamp for at modellere virkeligheden, så ændrer det ikke ved realiteterne. De kan klæde sig ud som Robin Hood eller Pjerrot og lave gøgl i gaden og kalde det hele for en happening og kræve en politisk løsning, men når alt kommer til alt så overholder de ikke landets love og så er det en opgave for politiet og sekundært domstolene.