Ny Alliance varslede om et opgør med den såkaldte blokpolitik da de trådte ind på scenen i maj måned. I øjeblikket tyder meget på, at det nye ’midter-parti’ kommer til at side med de udslagsgivende mandater når, der skal udpeges en statsminister efter valget. Naser Khader meldte ved valgkampens start ud at partiet ville pege på Anders Fogh Rasmussen som kongelig undersøger. Det lugter naturligvis lidt af genvalg til Fogh, men omvendt udelukker det ikke, at Khader i sidste ende vil lægge sine mandater bag Helle Thorning Schmidt og dermed sende de borgerlige ud i kulden. Og set i lyset af at størstedelen af Ny Alliances valgprogram bærer et markant ’rødt’ islæt, er det slet ikke usandsynligt at det vil ske.
Undertegnede er én ud af rigtig mange borgerlige, der gerne så Fogh lægge bare en smule afstand til Dansk Folkeparti, men før vi går ind i stemmeboksen og sætter kryds ved liste Y, bør vi lige overveje, at en stemme på Khader og co. i sidste ende kan gå hen og blive til en stemme på Thorning Schmidt – for slet ikke at tale om Martin Lidegaard, Ole Sohn og Asmaa Abdol-Hamid.
søndag den 28. oktober 2007
søndag den 14. oktober 2007
Formueskat
Eftersigende lufter Helle Thorning Schmidt i en ny samtalebog tanken om at genindføre formueskatten. Det er givetvis set ud fra den gamle socialdemokratiske devise om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.
Med en marginalskat på 63% kan vi vist roligt blive enige om at de bredeste skuldre allerede bærer en hel del, mens en stor del af samfundets medlemmer sjofler rundt på en fribillet.
Desværre for Helle Thorning er det i realiteternes verden ikke muligt at dreje på skatteskruen i en uendelighed, og en skat på penge folk allerede har betalt skat af en gang, vil nok få en og anden til at søge nye græsgange for hans eller hendes opsparede midler.
Formueskatten vil naturligvis ramme dem med flest penge hårdest, men det er samtidig den gruppe der har lettest ved at udnytte de få smutveje der stadig eksisterer i det danske skattesystem eller gemme dem af vejen i udlandet, frem for at investere dem i Danmark til gavn for samfundet. Og hvem ved; måske de rigeste flytter væk sammen deres formue.
Med en marginalskat på 63% kan vi vist roligt blive enige om at de bredeste skuldre allerede bærer en hel del, mens en stor del af samfundets medlemmer sjofler rundt på en fribillet.
Desværre for Helle Thorning er det i realiteternes verden ikke muligt at dreje på skatteskruen i en uendelighed, og en skat på penge folk allerede har betalt skat af en gang, vil nok få en og anden til at søge nye græsgange for hans eller hendes opsparede midler.
Formueskatten vil naturligvis ramme dem med flest penge hårdest, men det er samtidig den gruppe der har lettest ved at udnytte de få smutveje der stadig eksisterer i det danske skattesystem eller gemme dem af vejen i udlandet, frem for at investere dem i Danmark til gavn for samfundet. Og hvem ved; måske de rigeste flytter væk sammen deres formue.
Gør som politiet siger eller betal ved kasse 1
Politiet har brugt og bruger forsat enorme ressourcer på demonstrationer og optøjer i forbindelse med Ungdomshuset. Ifølge politifolkenes tillidsmænd går det ud over en lang række andre opgaver som nedprioriteres fordi politiets pengekasse er tom.
Det er en trist udvikling når en gruppe på 3000 (politiets skøn over deltagerantallet ved demonstrationen forrige lørdag) i den grad kan lægge beslag på så mange ressourcer.
Intet tyder på, at de unge har opgivet kampen, snarere ændret taktik i retning af mere civil ulydighed frem for ballade og barrikader. Vi kan selvfølgelig håbe, at ikke-voldstendensen har bidt sig fast, men omvendt må vi ikke glemme, at selvom de lod brostenene blive, hvor de hører til, marcherede de stadig gennem politiets blokader mod bygningen i Vanløse. Så nok havde vi sluppet for 436 anholdelser forrige lørdag, hvis politiet havde jagtet indbrudstyve i stedet for at holde vagt ved et gammelt vandværk, men kommunen havde så stået tilbage med en besat bygning som politiet efterfølgende skulle rydde.
Derfor er løsningen ikke at flytte politiet væk fra demonstrationerne, men de unge væk fra demonstrationerne. De unge – og alle os andre, for den sags skyld – har ret til at demonstrere, og det skal de forsat have lov til. Men noget tyder på, at straffen for ikke at følge politiet anvisninger er alt for lav.
Så længe det kan ’betale sig’ at agere dødvægt mod politiblokader, så længe forsætter de unge. De har alt at vinde og intet at tabe. Og eftersom Ritt Bjerregaard er begyndt at vakle, så tyder noget på at deres taktik har hjulpet dem nærmere deres mål.
Jeg er overbevist om, at hvis civil ulydighed og overtrædelse af maskeringsforbudet konsekvent blev takseret til en bøde á 10.000 kroner, så ville lysten til at være på tværs, lige så stille forsvinde, og politiet kunne tage fat på andre opgaver.
Det er en trist udvikling når en gruppe på 3000 (politiets skøn over deltagerantallet ved demonstrationen forrige lørdag) i den grad kan lægge beslag på så mange ressourcer.
Intet tyder på, at de unge har opgivet kampen, snarere ændret taktik i retning af mere civil ulydighed frem for ballade og barrikader. Vi kan selvfølgelig håbe, at ikke-voldstendensen har bidt sig fast, men omvendt må vi ikke glemme, at selvom de lod brostenene blive, hvor de hører til, marcherede de stadig gennem politiets blokader mod bygningen i Vanløse. Så nok havde vi sluppet for 436 anholdelser forrige lørdag, hvis politiet havde jagtet indbrudstyve i stedet for at holde vagt ved et gammelt vandværk, men kommunen havde så stået tilbage med en besat bygning som politiet efterfølgende skulle rydde.
Derfor er løsningen ikke at flytte politiet væk fra demonstrationerne, men de unge væk fra demonstrationerne. De unge – og alle os andre, for den sags skyld – har ret til at demonstrere, og det skal de forsat have lov til. Men noget tyder på, at straffen for ikke at følge politiet anvisninger er alt for lav.
Så længe det kan ’betale sig’ at agere dødvægt mod politiblokader, så længe forsætter de unge. De har alt at vinde og intet at tabe. Og eftersom Ritt Bjerregaard er begyndt at vakle, så tyder noget på at deres taktik har hjulpet dem nærmere deres mål.
Jeg er overbevist om, at hvis civil ulydighed og overtrædelse af maskeringsforbudet konsekvent blev takseret til en bøde á 10.000 kroner, så ville lysten til at være på tværs, lige så stille forsvinde, og politiet kunne tage fat på andre opgaver.
lørdag den 6. oktober 2007
Myten om det politiske problem
For Gud ved hvilken gang, støder unge og politi sammen og atter en gang serverer de unges såkaldte ’talsmænd’ den samme retorik. Politiet er sendt ud i byen i politikernes ærinde. Talsmændene (og ditto kvinder) gentager mantraet: ”dette er et politisk problem!”
Som alt andet er dette en sandhed med modifikationer og afhænger i høj grad af øjnene, der ser.
Jo, hvis man er ud af en generation, der er vænnet til at det offentlige nurser den enkelte fra vugge til grav, og at enhver henvendelse til folkestyrets flertal munder ud i en bevilling, så kan det manglende ungdomshus godt ses som et politisk problem. I hvert fald fra de unges synsvinkel. Det er i høj grad et politisk problem for dem, at Københavns Borgerrepræsentation ikke styres af Enhedslisten, som uden at tøve ville have overladt indtil flere af kommunens bygninger til de unge. For vores andres vedkommende, kan vi kun glæde os over, at dette ikke er tilfældet.
Fonden Jagtvej 69, som en række kendte og ukendte danske ’kulturpersonligheder’ af uransagelige årsager har valgt at spytte penge i, har umiddelbart ikke haft nok midler til at købe en bygning, der falder i de unges smag. Set i det lys er deres problem ikke politisk, men snarere økonomisk.
Den del af lovgivningen der omhandler ejendomsretten og delen, der omfatter pligten til at efterkomme politiets anvisninger, synes også at komme på tværs af de unges ambitioner og for så vidt er deres problem juridisk.
Heldigvis har vi politiet til at sætte muskler bag lovgivningen, så de unge ikke får held til at tilsidesætte de regler, der gælder for alle os andre – også selvom de gør det ’med fredelige midler’.
De unge talsmænd har ordet i deres magt, men selvom de mestrer det såkaldte ’nysprog’ og i den grad kæmper en brav kamp for at modellere virkeligheden, så ændrer det ikke ved realiteterne. De kan klæde sig ud som Robin Hood eller Pjerrot og lave gøgl i gaden og kalde det hele for en happening og kræve en politisk løsning, men når alt kommer til alt så overholder de ikke landets love og så er det en opgave for politiet og sekundært domstolene.
Som alt andet er dette en sandhed med modifikationer og afhænger i høj grad af øjnene, der ser.
Jo, hvis man er ud af en generation, der er vænnet til at det offentlige nurser den enkelte fra vugge til grav, og at enhver henvendelse til folkestyrets flertal munder ud i en bevilling, så kan det manglende ungdomshus godt ses som et politisk problem. I hvert fald fra de unges synsvinkel. Det er i høj grad et politisk problem for dem, at Københavns Borgerrepræsentation ikke styres af Enhedslisten, som uden at tøve ville have overladt indtil flere af kommunens bygninger til de unge. For vores andres vedkommende, kan vi kun glæde os over, at dette ikke er tilfældet.
Fonden Jagtvej 69, som en række kendte og ukendte danske ’kulturpersonligheder’ af uransagelige årsager har valgt at spytte penge i, har umiddelbart ikke haft nok midler til at købe en bygning, der falder i de unges smag. Set i det lys er deres problem ikke politisk, men snarere økonomisk.
Den del af lovgivningen der omhandler ejendomsretten og delen, der omfatter pligten til at efterkomme politiets anvisninger, synes også at komme på tværs af de unges ambitioner og for så vidt er deres problem juridisk.
Heldigvis har vi politiet til at sætte muskler bag lovgivningen, så de unge ikke får held til at tilsidesætte de regler, der gælder for alle os andre – også selvom de gør det ’med fredelige midler’.
De unge talsmænd har ordet i deres magt, men selvom de mestrer det såkaldte ’nysprog’ og i den grad kæmper en brav kamp for at modellere virkeligheden, så ændrer det ikke ved realiteterne. De kan klæde sig ud som Robin Hood eller Pjerrot og lave gøgl i gaden og kalde det hele for en happening og kræve en politisk løsning, men når alt kommer til alt så overholder de ikke landets love og så er det en opgave for politiet og sekundært domstolene.
søndag den 2. september 2007
De nyttige idioter
Endnu en gang har unge venstreorienterede drevet hærgende gennem gaderne på Nørrebro og endnu en gang står de øvrige beboere tilbage som tabere. Gaderne flyder med ulmende affaldsbunker, glasskår og ødelagte skraldespande og andet gadeinventar.
Derfor kan det synes tillokkende at give ’de unge’ det hus de kæmper for, så vi andre slipper for al balladen. Den galej er både SF og Enhedslisten i Borgerrepræsentationen hoppet med på sammen med de handlende på Nørrebro. Men hvor er det dog slapt og pinligt på denne måde at ville belønne ballademagerne for deres udåd.
Det er desuden et ualmindelig uigennemtænkt forslag, for som Ritt Bjerregaard siger, så står det slet ikke i kommunens magt at forære et hus væk til de unge. Når sandheden skal frem, så kræver de unge noget, de umuligt kan få. På trods af det er der ikke langt mellem de nyttige idioter, der prædiker dialog med de unge.
Kommunen har i mine øjne allerede strakt sig for langt, men alle tilbud er blevet afvist af de fornærmede unge. Heller ikke den pengestærke fond, der bærer navn efter deres elskede adresse, kan få lov til at købe dem et hus. Situationen er fuldstændig barok og ligner den, hvor et lille barn i en forretning peger på noget, som slet ikke er til salg, og ikke vil tage til takke med andet og i stedet smadrer hele butikken.
Det der mangler i denne sag er ikke god vilje fra samfundets side, men højere strafferammer og bedre muligheder til anklagemyndigheden for at få de skyldige dømt for deres handlinger.
Og hvis Nørrebros handlende, SF og Enhedslisten synes de unge skal have et hus, så kan de jo passende købe et til dem for egne midler.
Derfor kan det synes tillokkende at give ’de unge’ det hus de kæmper for, så vi andre slipper for al balladen. Den galej er både SF og Enhedslisten i Borgerrepræsentationen hoppet med på sammen med de handlende på Nørrebro. Men hvor er det dog slapt og pinligt på denne måde at ville belønne ballademagerne for deres udåd.
Det er desuden et ualmindelig uigennemtænkt forslag, for som Ritt Bjerregaard siger, så står det slet ikke i kommunens magt at forære et hus væk til de unge. Når sandheden skal frem, så kræver de unge noget, de umuligt kan få. På trods af det er der ikke langt mellem de nyttige idioter, der prædiker dialog med de unge.
Kommunen har i mine øjne allerede strakt sig for langt, men alle tilbud er blevet afvist af de fornærmede unge. Heller ikke den pengestærke fond, der bærer navn efter deres elskede adresse, kan få lov til at købe dem et hus. Situationen er fuldstændig barok og ligner den, hvor et lille barn i en forretning peger på noget, som slet ikke er til salg, og ikke vil tage til takke med andet og i stedet smadrer hele butikken.
Det der mangler i denne sag er ikke god vilje fra samfundets side, men højere strafferammer og bedre muligheder til anklagemyndigheden for at få de skyldige dømt for deres handlinger.
Og hvis Nørrebros handlende, SF og Enhedslisten synes de unge skal have et hus, så kan de jo passende købe et til dem for egne midler.
lørdag den 11. august 2007
Helle Thorning 'bluffer'
Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt beskylder Statsminister Anders Fogh Rasmussen for at bluffe. Ifølge Thorning-Schmidt prøver Fogh i forbindelse med de lovede skattelettelser ”at bilde danskerne ind, at de både kan betale mindre og få mere ud af det”.
Det har siden tidernes morgen ellers vist sig, at en bedre udnyttelse af ressourcer har medført en stadigt stigende produktion af alt fra lige fra korn til serviceydelser. Den slags kaldes effektivisering.
Socialdemokraternes leder taler imod bedre vidende og det er snarere hende, der forsøger at foregøgle vælgerne, at det ikke er muligt at få en bedre offentlig sektor uden at poste enorme summer i den. Det budskab synes i øjeblikket at være den eneste slagvare på hylderne i den socialdemokratiske biks. Hvis vælgerne hopper på den galej får de en meget lang næse den dag gildet skal betales. De vælgere, der ikke husker så langt tilbage, kan med fordel læse op på historien fra 80’erne. Dengang var smalhals og kartoffelkur dominerende efter en række år med socialdemokraternes Anker Jørgensen på statsministerposten iført endog meget store spenderbukser.
Det har siden tidernes morgen ellers vist sig, at en bedre udnyttelse af ressourcer har medført en stadigt stigende produktion af alt fra lige fra korn til serviceydelser. Den slags kaldes effektivisering.
Socialdemokraternes leder taler imod bedre vidende og det er snarere hende, der forsøger at foregøgle vælgerne, at det ikke er muligt at få en bedre offentlig sektor uden at poste enorme summer i den. Det budskab synes i øjeblikket at være den eneste slagvare på hylderne i den socialdemokratiske biks. Hvis vælgerne hopper på den galej får de en meget lang næse den dag gildet skal betales. De vælgere, der ikke husker så langt tilbage, kan med fordel læse op på historien fra 80’erne. Dengang var smalhals og kartoffelkur dominerende efter en række år med socialdemokraternes Anker Jørgensen på statsministerposten iført endog meget store spenderbukser.
søndag den 8. juli 2007
En skærv til velfærden
Velfærdsstaten har mange fejl og mangler, men en af de helt store er afstanden mellem betalingen (i form af skatter og afgifter) og de ydelser den enkelte modtager. Dette står i modsætning til fx et supermarked, hvor kunden betaler for de varer hun har lagt i kurven. I velfærdsstaten kan man rage alt det ned fra hylderne man ønsker og kræve mere af det samme eller ydelser der slet ikke udbydes, uden at det får nogen økonomiske konsekvenser for den der kræver.
Dette er den nuværende debat om aflønningen af personalet i den offentlige plejesektor et eksempel på. Her skorter det ikke på interessegrupper, politikere og almindelige borgere der støtter op kravene om bedre vilkår og højere løn. Og når gode intentioner er gratis, hvorfor så ikke hoppe med på vognen?
Men hvad ville der ske, hvis det rent faktisk var muligt for den enkelte at betale mere til samfundet? Dette kan i dag gøres indirekte gennem skatter og afgifter ved at arbejde og/eller forbruge mere, men hvis vi nu forestiller os, at der blev oprettet en giro-konto, hvor alle dem med gode intentioner og ønsker om flere penge til velfærd kunne indbetale et beløb efter eget valg – ville de så gøre det?
Eller endnu bedre: de enkelte daginstitutioner, plejehjem mv. opretter deres egne girokonti eller opstiller en indsamlingsbøsse i indgangen til frivillige bidrag. Så kunne institutionernes ledelse eller måske personalet indimellem tælle pengene sammen, og bruge dem på ekstra personale eller mere i løn til de, der allerede er ansat.
Med et lettere slidt udtryk hedder det sig at ”talk is cheap”. Giv dog de velfærdshungrende danskere en mulighed for at vise, at der er vilje til at handle bag de gode intentioner.
Dette er den nuværende debat om aflønningen af personalet i den offentlige plejesektor et eksempel på. Her skorter det ikke på interessegrupper, politikere og almindelige borgere der støtter op kravene om bedre vilkår og højere løn. Og når gode intentioner er gratis, hvorfor så ikke hoppe med på vognen?
Men hvad ville der ske, hvis det rent faktisk var muligt for den enkelte at betale mere til samfundet? Dette kan i dag gøres indirekte gennem skatter og afgifter ved at arbejde og/eller forbruge mere, men hvis vi nu forestiller os, at der blev oprettet en giro-konto, hvor alle dem med gode intentioner og ønsker om flere penge til velfærd kunne indbetale et beløb efter eget valg – ville de så gøre det?
Eller endnu bedre: de enkelte daginstitutioner, plejehjem mv. opretter deres egne girokonti eller opstiller en indsamlingsbøsse i indgangen til frivillige bidrag. Så kunne institutionernes ledelse eller måske personalet indimellem tælle pengene sammen, og bruge dem på ekstra personale eller mere i løn til de, der allerede er ansat.
Med et lettere slidt udtryk hedder det sig at ”talk is cheap”. Giv dog de velfærdshungrende danskere en mulighed for at vise, at der er vilje til at handle bag de gode intentioner.
fredag den 29. juni 2007
Vestager vs. Thorning-Schmidt
Noget tyder på, at de radikale har fået luft under vingerne med Margrethe Vestager. Selvom hun ikke har afvist et kommende samarbejde med Fogh, så skal man som borgerlig nok lige tænke sig om en ekstra gang inden man sætter sit kryds ved liste B.
På den anden side så er det værd at bide mærke i, at de udover at hente deres stemmer hos Ny alliance også gør indhug i den vælgerskare, der hidtil har holdt fast ved Socialdemokraterne. Jeg tror, at Helle Thorning går en svær tid i møde, hvor hun skal kæmpe mod Vestager om positionen som den unge stærke kvinde i spidsen for oppositionen. Her kommer førstnævnte uden tvivl til kort på alle felter. Vestager har langt mere parlamentarisk erfaring med tunge ordførerposter og ikke mindst en fortid som minister på CV-et. Og i følge kommunikationsrådgiver og professor Mads Qvortrup (Mennesker og medier, P1, 22/6) er tiden løbet fra designpolitikerne - nu vil vælgerne have indhold. Set i det lys gør Vestager sig bedre end en 'Gucci-Helle', der virker lige lovlig stylet.
Så måske er en reel midte i dansk politik ved at etablere sig på bekostning af S og SF og dermed åbnes der op for en indfrielse af mange borgerlige vælgeres hede VKR(&NA)-drømme.
På den anden side så er det værd at bide mærke i, at de udover at hente deres stemmer hos Ny alliance også gør indhug i den vælgerskare, der hidtil har holdt fast ved Socialdemokraterne. Jeg tror, at Helle Thorning går en svær tid i møde, hvor hun skal kæmpe mod Vestager om positionen som den unge stærke kvinde i spidsen for oppositionen. Her kommer førstnævnte uden tvivl til kort på alle felter. Vestager har langt mere parlamentarisk erfaring med tunge ordførerposter og ikke mindst en fortid som minister på CV-et. Og i følge kommunikationsrådgiver og professor Mads Qvortrup (Mennesker og medier, P1, 22/6) er tiden løbet fra designpolitikerne - nu vil vælgerne have indhold. Set i det lys gør Vestager sig bedre end en 'Gucci-Helle', der virker lige lovlig stylet.
Så måske er en reel midte i dansk politik ved at etablere sig på bekostning af S og SF og dermed åbnes der op for en indfrielse af mange borgerlige vælgeres hede VKR(&NA)-drømme.
torsdag den 28. juni 2007
Exit-strategi
Andreas Kamm glædede sig over regeringens tilbud til de irakiske tolke, men efterlyste samtidig retningslinier for lignende situationer i fremtiden.
Forhåbentlig havner vi aldrig i en lignende situation. For hvis vi er nødt til at evakuere de lokalansatte i indsatsområderne – hvad har indsatsen så været værd? Hvis opbakningen til det danske engagement i u-landene er så ringe, at de personer der samarbejdet med os må flygte over hals og hoved, hvilken garanti har vi så for en varig effekt af vores hjælp i området?
Regeringen bør i fremtiden overveje sit engagement i den tredje verden nøjere. Alternativt bør den se på om indsatsens omfang og især varighed skal ændres. Noget kunne tyde på at de danske tropper i Irak trækkes ud alt for tidligt. På den anden side er det måske lige tidsnok inden ragnarok for alvor bryder ud i det sydlige Irak.
Forhåbentlig havner vi aldrig i en lignende situation. For hvis vi er nødt til at evakuere de lokalansatte i indsatsområderne – hvad har indsatsen så været værd? Hvis opbakningen til det danske engagement i u-landene er så ringe, at de personer der samarbejdet med os må flygte over hals og hoved, hvilken garanti har vi så for en varig effekt af vores hjælp i området?
Regeringen bør i fremtiden overveje sit engagement i den tredje verden nøjere. Alternativt bør den se på om indsatsens omfang og især varighed skal ændres. Noget kunne tyde på at de danske tropper i Irak trækkes ud alt for tidligt. På den anden side er det måske lige tidsnok inden ragnarok for alvor bryder ud i det sydlige Irak.
Effektivisering uden stress
Uanset om de offentlige ansattes lønkrav er berettigede eller ej, så er løsningen på velfærdssystemets problemer ikke blot at tilføre flere penge. Den offentlige sektor skal effektiviseres. Dette er ikke umiddelbart nogen populær holdning blandt de offentlige ansatte, fordi effektivisering forbindes med at de skal løbe hurtigere, hvilket vil gøre dem mere stressede end de er i forvejen. Hvis det skal lade sig gøre at effektivisere den offentlige sektor, må den hidtidige kobling mellem begrebet ’effektivisering’ og ’stress’ brydes. Effektivisering behøver ikke at handle om tempo, men kan i stedet, sagt lidt’poppet’, udmønte sig i at man går én gang i stedet for to. Det må ganske enkelt være muligt at finde eksempler på best-practice i de forskellige kommuner og regioner og kigge udover landets grænser efter bedre løsninger på velfærdsrelaterede arbejdsopgaver. Men blikket skal også vendes indad, for hvem andre end det personale, der til daglig får hjulene til at dreje rundt i velfærds-Danmark, kender flaskehalse, ufleksible procedurer og ressourcespild bedre? Jeg kan ikke tro andet end, at de har en lang række forslag til, hvordan deres institutioner kan arbejde mere optimalt og derved levere en bedre service. Og fremfor at effektivisering atter bliver opfattet som ensbetydende med mere stress og topstyring, lettes implementeringen, hvis mange af initiativerne stammer fra den gruppe, der skal trække læsset når velfærdsskuden skal bringes flot.
Højere straffe for ulovlig indtrængen
Unge ventreorientedes husbesættelser er en plage og de efterfølgende udsættelser er spild af politiets ressourcer. Når husbesættelserne fortsat er en attraktiv aktionsform for de unge må det være fordi deres omkostninger er meget lave. Jeg kender ikke strafferammen for ulovlig indtrængen, men meget tyder på, at den er alt for lav eller ikke kommer i brug. Hvis ulovlig indtrængen blev straffet med en bøde på f.eks. 10.000 kroner ville det højst sandsynligt lægge en dæmper på de unges lyst til at trænge ind på andres ejendom.
Velfærd til underpris
I disse dage hvor de ansatte i ældreplejen er gået på barrikaderne for at få mere i løn, er der grund til at tænke over, hvorvidt velfærdssamfundet som vi kender det i dag, kun har været muligt fordi de mennesker, der leverer dets ydelser har været underbetalt. De kan ikke fortænkes i at skele til det private erhvervsliv i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft. Meget tyder på, at der skal mere i lønningsposen, hvis vi fortsat ønsker at kunne bemande stillingerne i omsorgssektoren. Det har da heller ikke skortet på politikere, der er parate til at åbne for statskassen. Ikke overraskende er det netop de politikere, der ikke bærer ansvaret, for at indtægtsiden på statens budgetter matcher udgifterne. Noget tyder på at velfærdsstaten har kunnet vokse til overstørrelse pga. adgang til relativt billig arbejdskraft, men nu har de ansatte smidt fløjlshandkerne og samfundet må vågne op til de barske realiteter: Hvis vi fortsat ønsker en offentlig service af samme omfang som i dag, er vi nødt til at lade udgifterne i den offentlige sektor vokse voldsomt og finansiere dem over skatten til skade for landets økonomi. Eller tage en diskussion om, hvor meget velfærdsstaten skal tage sig af - og skære derefter. Det vil give anledning til vrede, skrig og skrål, men medmindre vi ønsker skattestigninger og en langsom indrullering i et offentligt styret lommepengesamfund, så ser jeg ingen anden udvej.
Penge til et diktatur
Efter at Hamas erobrede magten og efterfølgende blev totalt isoleret i Gaza er pengene og løftet om mere økonomisk støtte strømmet ind til Fatah på Vestbredden. Selvom Fatah pt. er det mindste af to onder, så ændrer det ikke ved, at partiets topfolk indtil videre har ødslet støtte for 20 milliarder dollars bort, samt mistet den folkelige opbakning. Så reelt støtter donorlandene et diktatur, hvilket på længere sigt ikke kan være i den menige palæstinensers interesse, endsige befordrende for sikkerheden i regionen.
lørdag den 31. marts 2007
Mærkevare-fri-dag
Mobning hører ingen steder hjemme – heller ikke i Folkeskolen. Derfor bør skolerne gå langt i kampen mod grupper af elever, der udelukker andre elever fra fælleskabet, uansat om det sker på grund af hudfarve, påklædning eller noget tredje. Desværre er indførelsen af en mærkevare-fri-dag på en skole i Jylland et skridt i den forkerte retning. Mobning forhindres ikke ved at gøre alle ens, eller forsøge på at gøre alle ens, for vi er ikke ens. Derimod bør skolerne markere overfor eleverne at forskellighed ikke er en hindring for at være sammen og samarbejde. Folkeskolen er for alle, både dem med mærkevaretøj og dem uden. Der er jo heller ikke nogen der indfører en dag hvor alle skal være rødhårede blot for at støtte disse børn. Initiativet på den jyske skole er et slag i den tomme luft, og bestemt en om’er!
onsdag den 21. marts 2007
En hånd til bilismen
Hvorfor er det, at de radikale får angstanfald hver gang nogen foreslår en forbedring af vilkårene for bilisterne? Seneste eksempel kom i denne uge, hvor forslaget om en bro over Kattegat blev lanceret. Straks springer Det radikale venstres trafikordfører, Martin Lidegaard op som trold af en æske og afviser blankt forslaget. I stedet gentager han, for de af os der måtte have glemt det, de radikales mantra og universalmiddel mod trafikproblemer: mere kollektiv trafik!
Og jeg er da tilbøjelig til at være enig med Lidegaard et godt stykke af vejen. I de store byer er der ikke mere plads til biler, og en begrænsning af disse ville være til gavn for den kollektive trafik.
Derimod er der grænser for, hvor stor en del af byrden den kollektive trafik kan bære, når det drejer sig om samfærdslen mellem landsdelene. Bilen har simpelthen en række fordele som DSB og andre ikke kan hamle op med. Bilen kører uafbrudt fra A til B. Du behøver ikke skifte eller vente nogen steder undervejs, og bilen kører når du vil, og ikke når det passer ind i en overordnet køreplan. Derfor er løsningen ikke blot mere kollektiv trafik.
Så når en trafikforsker foreslår en bro fra Kallundborg til udkanten af Århus, så er der grund til at lytte. Alle der har prøvet bilturen henover Fyn til et sted i Midt- eller Nordjylland i myldretiden ved at forholdene især omrkring Lillebælt og Vejlefjorden er helt urimelige. Og selvom Fyn sikkert er ganske fin, så er der altså fornuft i at køre udenom, hvis man fx skal fra København til Aalborg. Både af hensyn til den enkelte billist, men så sandelig også af hensyn til miljøet, der bestemt ikke har gavn af de overflødige kilometer, der bliver kørt henover Fyn, endsige fra udstødningen fra de mange biler der kører i kø mellem Middelfart og Vejle.
Derfor bør Lidegaard og ligesindede gøre op med deres dogmer og give en hånd til automobilejerne.
Og jeg er da tilbøjelig til at være enig med Lidegaard et godt stykke af vejen. I de store byer er der ikke mere plads til biler, og en begrænsning af disse ville være til gavn for den kollektive trafik.
Derimod er der grænser for, hvor stor en del af byrden den kollektive trafik kan bære, når det drejer sig om samfærdslen mellem landsdelene. Bilen har simpelthen en række fordele som DSB og andre ikke kan hamle op med. Bilen kører uafbrudt fra A til B. Du behøver ikke skifte eller vente nogen steder undervejs, og bilen kører når du vil, og ikke når det passer ind i en overordnet køreplan. Derfor er løsningen ikke blot mere kollektiv trafik.
Så når en trafikforsker foreslår en bro fra Kallundborg til udkanten af Århus, så er der grund til at lytte. Alle der har prøvet bilturen henover Fyn til et sted i Midt- eller Nordjylland i myldretiden ved at forholdene især omrkring Lillebælt og Vejlefjorden er helt urimelige. Og selvom Fyn sikkert er ganske fin, så er der altså fornuft i at køre udenom, hvis man fx skal fra København til Aalborg. Både af hensyn til den enkelte billist, men så sandelig også af hensyn til miljøet, der bestemt ikke har gavn af de overflødige kilometer, der bliver kørt henover Fyn, endsige fra udstødningen fra de mange biler der kører i kø mellem Middelfart og Vejle.
Derfor bør Lidegaard og ligesindede gøre op med deres dogmer og give en hånd til automobilejerne.
torsdag den 15. marts 2007
Blekingegadebanden og Ungdomshuset
Debatten efter rydningen af Ungdomshuset har mest handlet om, hvorvidt dommerne havde fængslet de unge på et forkert grundlag. Det er naturligvis dybt problematisk hvis uskyldige tilbageholdes uretmæssigt, men det er også svært at se, hvordan den slags helt undgås, når situationen er så tilspidset som det var tilfældet på Nørrebro for nogle uger siden.
Et andet aspekt af optøjerne, som har stået lidt i skyggen af 'tvivlsomme' varetægtsfængslinger, er spørgsmålet om, hvad der får unge mennesker til at protestere vha. så hårdtslående midler. Er der blot tale om et øjebliks forløsning af indestængt vrede, eller var urolighederne et led i kampen mod et samfund, hvis værdier og love de unge ikke accepterer, endsige respekterer?
Poul Erik Skammelsen stillede igår aftes et meget interessant spørgsmål til Chefkriminalinspektør Per Larsen (i TV2's Dags Dato Special om den nye bog om Blekingegadebanden). Spørgsmålet gik på, hvorvidt man kunne sammenligne Blekingegadebandens radikale foragt og kamp mod samfundet med ditto blandt Ungdomshusets brugere. Umiddelbart synes de unge i deres sorte påklædning i statur at være milividt fra noget samfundet behøver at frygte. På den anden side er det skræmmende, at de ikke fuldstændigt og entydigt tager afstand fra brugen af vold. På Ungdomshusets hjemmeside proklamerede de, at 'vold' var forbudt i huset, men de lagde aldrig skjul på en vis sympati for dem, der slog på dem der var 'stærkere end sig selv'. De har ligeledes proklameret deres ret til at forsvare sig mod politiet - hvilket huset på Jagtvej 69 med tiden kom til at bære mere og mere præg af.
Dette tvetydige forhold til vold duer simpelthen ikke. Og kan de kaste molotov-cocktails og sten mod politiet under en demonstration - hvad bliver så det næste? Jeg tvivler på at de færreste vil gå længere end dette. Men hvem ved om der er en lille forhærdet gruppe, som måske endda besidder ekspertisen til at fremstille og bruge våben af en kraftigere kaliber? Jeg håber det ikke. Men når den officielle retorik ikke klart lægger afstand til brugen af vold, så bliver det op til diverse sympatisører selv at sætte grænsen - og den findes måske slet ikke for nogles vedkommende!
Et andet aspekt af optøjerne, som har stået lidt i skyggen af 'tvivlsomme' varetægtsfængslinger, er spørgsmålet om, hvad der får unge mennesker til at protestere vha. så hårdtslående midler. Er der blot tale om et øjebliks forløsning af indestængt vrede, eller var urolighederne et led i kampen mod et samfund, hvis værdier og love de unge ikke accepterer, endsige respekterer?
Poul Erik Skammelsen stillede igår aftes et meget interessant spørgsmål til Chefkriminalinspektør Per Larsen (i TV2's Dags Dato Special om den nye bog om Blekingegadebanden). Spørgsmålet gik på, hvorvidt man kunne sammenligne Blekingegadebandens radikale foragt og kamp mod samfundet med ditto blandt Ungdomshusets brugere. Umiddelbart synes de unge i deres sorte påklædning i statur at være milividt fra noget samfundet behøver at frygte. På den anden side er det skræmmende, at de ikke fuldstændigt og entydigt tager afstand fra brugen af vold. På Ungdomshusets hjemmeside proklamerede de, at 'vold' var forbudt i huset, men de lagde aldrig skjul på en vis sympati for dem, der slog på dem der var 'stærkere end sig selv'. De har ligeledes proklameret deres ret til at forsvare sig mod politiet - hvilket huset på Jagtvej 69 med tiden kom til at bære mere og mere præg af.
Dette tvetydige forhold til vold duer simpelthen ikke. Og kan de kaste molotov-cocktails og sten mod politiet under en demonstration - hvad bliver så det næste? Jeg tvivler på at de færreste vil gå længere end dette. Men hvem ved om der er en lille forhærdet gruppe, som måske endda besidder ekspertisen til at fremstille og bruge våben af en kraftigere kaliber? Jeg håber det ikke. Men når den officielle retorik ikke klart lægger afstand til brugen af vold, så bliver det op til diverse sympatisører selv at sætte grænsen - og den findes måske slet ikke for nogles vedkommende!
Abonner på:
Opslag (Atom)