Vestager vs. Thorning-Schmidt

Noget tyder på, at de radikale har fået luft under vingerne med Margrethe Vestager. Selvom hun ikke har afvist et kommende samarbejde med Fogh, så skal man som borgerlig nok lige tænke sig om en ekstra gang inden man sætter sit kryds ved liste B.
På den anden side så er det værd at bide mærke i, at de udover at hente deres stemmer hos Ny alliance også gør indhug i den vælgerskare, der hidtil har holdt fast ved Socialdemokraterne. Jeg tror, at Helle Thorning går en svær tid i møde, hvor hun skal kæmpe mod Vestager om positionen som den unge stærke kvinde i spidsen for oppositionen. Her kommer førstnævnte uden tvivl til kort på alle felter. Vestager har langt mere parlamentarisk erfaring med tunge ordførerposter og ikke mindst en fortid som minister på CV-et. Og i følge kommunikationsrådgiver og professor Mads Qvortrup (Mennesker og medier, P1, 22/6) er tiden løbet fra designpolitikerne - nu vil vælgerne have indhold. Set i det lys gør Vestager sig bedre end en 'Gucci-Helle', der virker lige lovlig stylet.
Så måske er en reel midte i dansk politik ved at etablere sig på bekostning af S og SF og dermed åbnes der op for en indfrielse af mange borgerlige vælgeres hede VKR(&NA)-drømme.

Exit-strategi

Andreas Kamm glædede sig over regeringens tilbud til de irakiske tolke, men efterlyste samtidig retningslinier for lignende situationer i fremtiden.
Forhåbentlig havner vi aldrig i en lignende situation. For hvis vi er nødt til at evakuere de lokalansatte i indsatsområderne – hvad har indsatsen så været værd? Hvis opbakningen til det danske engagement i u-landene er så ringe, at de personer der samarbejdet med os må flygte over hals og hoved, hvilken garanti har vi så for en varig effekt af vores hjælp i området?
Regeringen bør i fremtiden overveje sit engagement i den tredje verden nøjere. Alternativt bør den se på om indsatsens omfang og især varighed skal ændres. Noget kunne tyde på at de danske tropper i Irak trækkes ud alt for tidligt. På den anden side er det måske lige tidsnok inden ragnarok for alvor bryder ud i det sydlige Irak.

Effektivisering uden stress

Uanset om de offentlige ansattes lønkrav er berettigede eller ej, så er løsningen på velfærdssystemets problemer ikke blot at tilføre flere penge. Den offentlige sektor skal effektiviseres. Dette er ikke umiddelbart nogen populær holdning blandt de offentlige ansatte, fordi effektivisering forbindes med at de skal løbe hurtigere, hvilket vil gøre dem mere stressede end de er i forvejen. Hvis det skal lade sig gøre at effektivisere den offentlige sektor, må den hidtidige kobling mellem begrebet ’effektivisering’ og ’stress’ brydes. Effektivisering behøver ikke at handle om tempo, men kan i stedet, sagt lidt’poppet’, udmønte sig i at man går én gang i stedet for to. Det må ganske enkelt være muligt at finde eksempler på best-practice i de forskellige kommuner og regioner og kigge udover landets grænser efter bedre løsninger på velfærdsrelaterede arbejdsopgaver. Men blikket skal også vendes indad, for hvem andre end det personale, der til daglig får hjulene til at dreje rundt i velfærds-Danmark, kender flaskehalse, ufleksible procedurer og ressourcespild bedre? Jeg kan ikke tro andet end, at de har en lang række forslag til, hvordan deres institutioner kan arbejde mere optimalt og derved levere en bedre service. Og fremfor at effektivisering atter bliver opfattet som ensbetydende med mere stress og topstyring, lettes implementeringen, hvis mange af initiativerne stammer fra den gruppe, der skal trække læsset når velfærdsskuden skal bringes flot.

Højere straffe for ulovlig indtrængen

Unge ventreorientedes husbesættelser er en plage og de efterfølgende udsættelser er spild af politiets ressourcer. Når husbesættelserne fortsat er en attraktiv aktionsform for de unge må det være fordi deres omkostninger er meget lave. Jeg kender ikke strafferammen for ulovlig indtrængen, men meget tyder på, at den er alt for lav eller ikke kommer i brug. Hvis ulovlig indtrængen blev straffet med en bøde på f.eks. 10.000 kroner ville det højst sandsynligt lægge en dæmper på de unges lyst til at trænge ind på andres ejendom.

Velfærd til underpris

I disse dage hvor de ansatte i ældreplejen er gået på barrikaderne for at få mere i løn, er der grund til at tænke over, hvorvidt velfærdssamfundet som vi kender det i dag, kun har været muligt fordi de mennesker, der leverer dets ydelser har været underbetalt. De kan ikke fortænkes i at skele til det private erhvervsliv i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft. Meget tyder på, at der skal mere i lønningsposen, hvis vi fortsat ønsker at kunne bemande stillingerne i omsorgssektoren. Det har da heller ikke skortet på politikere, der er parate til at åbne for statskassen. Ikke overraskende er det netop de politikere, der ikke bærer ansvaret, for at indtægtsiden på statens budgetter matcher udgifterne. Noget tyder på at velfærdsstaten har kunnet vokse til overstørrelse pga. adgang til relativt billig arbejdskraft, men nu har de ansatte smidt fløjlshandkerne og samfundet må vågne op til de barske realiteter: Hvis vi fortsat ønsker en offentlig service af samme omfang som i dag, er vi nødt til at lade udgifterne i den offentlige sektor vokse voldsomt og finansiere dem over skatten til skade for landets økonomi. Eller tage en diskussion om, hvor meget velfærdsstaten skal tage sig af - og skære derefter. Det vil give anledning til vrede, skrig og skrål, men medmindre vi ønsker skattestigninger og en langsom indrullering i et offentligt styret lommepengesamfund, så ser jeg ingen anden udvej.

Penge til et diktatur

Efter at Hamas erobrede magten og efterfølgende blev totalt isoleret i Gaza er pengene og løftet om mere økonomisk støtte strømmet ind til Fatah på Vestbredden. Selvom Fatah pt. er det mindste af to onder, så ændrer det ikke ved, at partiets topfolk indtil videre har ødslet støtte for 20 milliarder dollars bort, samt mistet den folkelige opbakning. Så reelt støtter donorlandene et diktatur, hvilket på længere sigt ikke kan være i den menige palæstinensers interesse, endsige befordrende for sikkerheden i regionen.