lørdag den 31. marts 2007

Mærkevare-fri-dag

Mobning hører ingen steder hjemme – heller ikke i Folkeskolen. Derfor bør skolerne gå langt i kampen mod grupper af elever, der udelukker andre elever fra fælleskabet, uansat om det sker på grund af hudfarve, påklædning eller noget tredje. Desværre er indførelsen af en mærkevare-fri-dag på en skole i Jylland et skridt i den forkerte retning. Mobning forhindres ikke ved at gøre alle ens, eller forsøge på at gøre alle ens, for vi er ikke ens. Derimod bør skolerne markere overfor eleverne at forskellighed ikke er en hindring for at være sammen og samarbejde. Folkeskolen er for alle, både dem med mærkevaretøj og dem uden. Der er jo heller ikke nogen der indfører en dag hvor alle skal være rødhårede blot for at støtte disse børn. Initiativet på den jyske skole er et slag i den tomme luft, og bestemt en om’er!

onsdag den 21. marts 2007

En hånd til bilismen

Hvorfor er det, at de radikale får angstanfald hver gang nogen foreslår en forbedring af vilkårene for bilisterne? Seneste eksempel kom i denne uge, hvor forslaget om en bro over Kattegat blev lanceret. Straks springer Det radikale venstres trafikordfører, Martin Lidegaard op som trold af en æske og afviser blankt forslaget. I stedet gentager han, for de af os der måtte have glemt det, de radikales mantra og universalmiddel mod trafikproblemer: mere kollektiv trafik!
Og jeg er da tilbøjelig til at være enig med Lidegaard et godt stykke af vejen. I de store byer er der ikke mere plads til biler, og en begrænsning af disse ville være til gavn for den kollektive trafik.
Derimod er der grænser for, hvor stor en del af byrden den kollektive trafik kan bære, når det drejer sig om samfærdslen mellem landsdelene. Bilen har simpelthen en række fordele som DSB og andre ikke kan hamle op med. Bilen kører uafbrudt fra A til B. Du behøver ikke skifte eller vente nogen steder undervejs, og bilen kører når du vil, og ikke når det passer ind i en overordnet køreplan. Derfor er løsningen ikke blot mere kollektiv trafik.
Så når en trafikforsker foreslår en bro fra Kallundborg til udkanten af Århus, så er der grund til at lytte. Alle der har prøvet bilturen henover Fyn til et sted i Midt- eller Nordjylland i myldretiden ved at forholdene især omrkring Lillebælt og Vejlefjorden er helt urimelige. Og selvom Fyn sikkert er ganske fin, så er der altså fornuft i at køre udenom, hvis man fx skal fra København til Aalborg. Både af hensyn til den enkelte billist, men så sandelig også af hensyn til miljøet, der bestemt ikke har gavn af de overflødige kilometer, der bliver kørt henover Fyn, endsige fra udstødningen fra de mange biler der kører i kø mellem Middelfart og Vejle.
Derfor bør Lidegaard og ligesindede gøre op med deres dogmer og give en hånd til automobilejerne.

torsdag den 15. marts 2007

Blekingegadebanden og Ungdomshuset

Debatten efter rydningen af Ungdomshuset har mest handlet om, hvorvidt dommerne havde fængslet de unge på et forkert grundlag. Det er naturligvis dybt problematisk hvis uskyldige tilbageholdes uretmæssigt, men det er også svært at se, hvordan den slags helt undgås, når situationen er så tilspidset som det var tilfældet på Nørrebro for nogle uger siden.
Et andet aspekt af optøjerne, som har stået lidt i skyggen af 'tvivlsomme' varetægtsfængslinger, er spørgsmålet om, hvad der får unge mennesker til at protestere vha. så hårdtslående midler. Er der blot tale om et øjebliks forløsning af indestængt vrede, eller var urolighederne et led i kampen mod et samfund, hvis værdier og love de unge ikke accepterer, endsige respekterer?
Poul Erik Skammelsen stillede igår aftes et meget interessant spørgsmål til Chefkriminalinspektør Per Larsen (i TV2's Dags Dato Special om den nye bog om Blekingegadebanden). Spørgsmålet gik på, hvorvidt man kunne sammenligne Blekingegadebandens radikale foragt og kamp mod samfundet med ditto blandt Ungdomshusets brugere. Umiddelbart synes de unge i deres sorte påklædning i statur at være milividt fra noget samfundet behøver at frygte. På den anden side er det skræmmende, at de ikke fuldstændigt og entydigt tager afstand fra brugen af vold. På Ungdomshusets hjemmeside proklamerede de, at 'vold' var forbudt i huset, men de lagde aldrig skjul på en vis sympati for dem, der slog på dem der var 'stærkere end sig selv'. De har ligeledes proklameret deres ret til at forsvare sig mod politiet - hvilket huset på Jagtvej 69 med tiden kom til at bære mere og mere præg af.
Dette tvetydige forhold til vold duer simpelthen ikke. Og kan de kaste molotov-cocktails og sten mod politiet under en demonstration - hvad bliver så det næste? Jeg tvivler på at de færreste vil gå længere end dette. Men hvem ved om der er en lille forhærdet gruppe, som måske endda besidder ekspertisen til at fremstille og bruge våben af en kraftigere kaliber? Jeg håber det ikke. Men når den officielle retorik ikke klart lægger afstand til brugen af vold, så bliver det op til diverse sympatisører selv at sætte grænsen - og den findes måske slet ikke for nogles vedkommende!