Blekingegadebanden og Ungdomshuset

Debatten efter rydningen af Ungdomshuset har mest handlet om, hvorvidt dommerne havde fængslet de unge på et forkert grundlag. Det er naturligvis dybt problematisk hvis uskyldige tilbageholdes uretmæssigt, men det er også svært at se, hvordan den slags helt undgås, når situationen er så tilspidset som det var tilfældet på Nørrebro for nogle uger siden.
Et andet aspekt af optøjerne, som har stået lidt i skyggen af 'tvivlsomme' varetægtsfængslinger, er spørgsmålet om, hvad der får unge mennesker til at protestere vha. så hårdtslående midler. Er der blot tale om et øjebliks forløsning af indestængt vrede, eller var urolighederne et led i kampen mod et samfund, hvis værdier og love de unge ikke accepterer, endsige respekterer?
Poul Erik Skammelsen stillede igår aftes et meget interessant spørgsmål til Chefkriminalinspektør Per Larsen (i TV2's Dags Dato Special om den nye bog om Blekingegadebanden). Spørgsmålet gik på, hvorvidt man kunne sammenligne Blekingegadebandens radikale foragt og kamp mod samfundet med ditto blandt Ungdomshusets brugere. Umiddelbart synes de unge i deres sorte påklædning i statur at være milividt fra noget samfundet behøver at frygte. På den anden side er det skræmmende, at de ikke fuldstændigt og entydigt tager afstand fra brugen af vold. På Ungdomshusets hjemmeside proklamerede de, at 'vold' var forbudt i huset, men de lagde aldrig skjul på en vis sympati for dem, der slog på dem der var 'stærkere end sig selv'. De har ligeledes proklameret deres ret til at forsvare sig mod politiet - hvilket huset på Jagtvej 69 med tiden kom til at bære mere og mere præg af.
Dette tvetydige forhold til vold duer simpelthen ikke. Og kan de kaste molotov-cocktails og sten mod politiet under en demonstration - hvad bliver så det næste? Jeg tvivler på at de færreste vil gå længere end dette. Men hvem ved om der er en lille forhærdet gruppe, som måske endda besidder ekspertisen til at fremstille og bruge våben af en kraftigere kaliber? Jeg håber det ikke. Men når den officielle retorik ikke klart lægger afstand til brugen af vold, så bliver det op til diverse sympatisører selv at sætte grænsen - og den findes måske slet ikke for nogles vedkommende!