mandag den 19. maj 2008

En hurtig kommentar til en kronik jeg endnu ikke har læst..

Jeg må med skam meddele at jeg endnu ikke har fået læst årets mest omtalte kronik. Heldigvis har medierne til overflod været fulde af resumeer og kommentarer til Bithe Rønn Hornbechs kritik af et tørklædeforbud for dommerstanden.
Personligt ville jeg ønske at Statsministeren havde haft mandsmod nok til at stå fast ved den holdning han gav udtryk for i en tidligere Grundlovstale, nemlig at lovgiverne skal blande sig udenom kvinders valg af tørklæde.
Det paradoksale ved debatten i øjeblikket er at det hele pt. er rent hypotetisk. Der er så vidt vides ingen kvindelige muslimske medlemmer af dommerstanden og i hvert fald ingen der hidtil har ytret ønske om at bære tørklæde under deres tilstedeværelse i retten. Og hvad så hvis de gjorde. Fra Dansk Folkeparti er det blevet udlagt sådan at i det øjeblik en kvinde vikler en klud omkring hovedet vil hun dømme efter den islamiske sharialovgivning. Hvad er det for noget pjat. Dommere dømmer efter gældende dansk ret. Vi forventer/accepterer jo heller ikke at en kvindelig dommer dømmer hårdere i sager om hustrumishandling. Og hvis en dag skulle ske, ville hendes karriere som dommer hurtigt være en afsluttet historie.
Lad dog kvinder beholde deres tørklæde - det eneste man opnår ved al denne ballade er at flere kvinder tager tørklæde på. Ikke som symbol på underkastelse, men derimod på modstand - modstand mod det danske samfund.

lørdag den 10. maj 2008

Gruppeeksamen

I den forgangne uge var afskaffelsen af gruppeeksaminerne atter til debat i Folketinget. Personligt er jeg ked af, at jeg aldrig selv nåede at få gavn af lovgivningen, men glæder mig i stedet over at studerende i årene fremover slipper for at sidde lårene af hinanden under en eksamens situation, hvor det efter min oplevelse mest af alt handler om at ’hugge’ ordet fra de andre. Det er som sagt min oplevelse, og jeg skal ikke benægte, at andre kan have haft gode oplevelser med eksamensformen, men hvorfor en opgave udarbejdet i en gruppe partout skal forsvares af en gruppe; det forstår jeg ikke. Det må alt andet lige være lettere, at give den enkelte en fair udprøvning hvis hun er oppe alene, frem for hvis en samlet flok eksamineres. Det er naturligvis den enkeltes ansvar at deltage aktivt ved en gruppeeksamen, men omvendt har eksamen jo aldrig været tænkt som en prøve i at råbe højest. Det er samtidig dybt frustrerende at sidde på spring med de fede pointer mens eksaminator forsøger at hive selv samme pointer ud af et andet gruppemedlem. Jeg har heller aldrig oplevet, at der blev differentieret karaktermæssigt på trods af, at det med den foregående arbejdsindsats in mente burde være sket. Det vil givetvis også være de færreste, der under en eksamen har mod på at kaste hæmningerne og bare kværne løs på bekostning af de andres taletid – også selvom de rent faktisk ikke har så meget at sige.
Derfor har jeg ikke mange tårer tilovers for den nu hedengangne gruppeeksamen. Jeg er dog ikke afvisende overfor at åbne en kattelem, hvor den enkelte elev selv kan vælge, om han vil gå op alene eller sammen med sin gruppe – så længe det altså er eleverne selv, der bestemmer.

Skyd efter lommepengene!

I dag kom det frem, at politiet langt hen ad vejen ser gennem fingre med lovovertrædelser i forbindelse med de såkaldte torsdags demonstrationer. Med BUPL-medlemmet in spe Per Larsen som vagthavende sherif kan det næppe overraske nogen, at de enkelte politifolk er blevet bedt om ikke at udføre det arbejde, de ellers er ansat til.
På den anden side kan man ikke fortænke politiets ledelse i at have givet op overfor denne gruppes kriminalitet, når nu straffene for deres ugerninger er så latterlig lave, at de på ingen måde står mål med den indsats politiet leverer i forbindelse med pågribelse af gerningsmændene og efterfølgende bevisførelse imod dem. Politikerne er simpelthen nødt til at skrue bissen på overfor denne lille gruppe af ballademagere. Folketinget kunne fx indføre en tillægsstraf for kriminalitet begået i forbindelse med demonstrationer. Det skal kunne mærkes, og allerhelst på pengepungen, hvis man ikke følger politiets anvisninger, udøver vold mod tjenestemand i funktion eller benytter sig af diverse kasteskyts. En bøde på minimum 10.000 kroner for at overtræde maskeringsforbudet ville være en meget fornuftig straf og burde afholde selv de mest ihærdige ballademagere fra at formumme sig bag en elefanthue.
Hvis sanktionerne når op i det leje, så tror jeg faktisk, at det efter kort tid vil blive så som så med behovet for politiets indgriben ved demonstrationerne, for dertil har de unge deres lommepenge for kært.