Det er samfundets skyld!

Det er samfundets skyld, at grupper af unge på Nørrebro og i resten af landet har sat ild til containere, biler og kommunale bygninger og politiet har med deres tilstedeværelse kun pustet yderligere til ilden.
Nogenlunde sådan lyder ræsonnementet i medierne.
Det er bestemt ikke de unges skyld, de kan ikke gøre for det. De er utilpassede, marginaliserede og politiets visitationer har kun gjort ondt værre og stresset dem langt udover, hvad sådan nogle stakler kan klare. Nu behøver de unge først og fremmest ro, så de kan få deres kammerater ud af varetægtsfængsel, hashhandlen på skinner og evt. få skudt et par af naboområdernes bandemedlemmer.
Desuden skal der ansættes en mindre hær af pædagoger, der kan hente og bringe de forvirrede stakler til og fra skole og fritidsaktiviteter. Det lyder som en rigtig god løsning med sådan en ’personlig’ pædagog, for det er altid godt med en ekstra hånd, hvis der skal graves hashklumper ned på en legeplads eller kigges på krak-kort når man skal hurtigt væk fra et drive-by-skyderi.
Og endelig kan der jo være en enkelt eller to integrationskonsulenter, der efter den om end noget svage kritik af deres arbejde, har behov for et klap på skulderen og en kop urtete.

Jeg forstår ingenting! Noget tyder på, at de fleste har glemt, hvordan det hele startede. Rivaliserende bander kæmpede om hashmarkedet i Storkøbenhavn og kun ved et lykketræf er ingen uskyldige blevet ofre. Til gengæld er flere sagesløse unge blevet stukket ned i nattelivet. Samtidig var udrykningskøretøjer i alle former og farver blevet mål for stenkast – til tider fanget i bagholdsangreb. Så kan det da for pokker ikke undre nogen, at politiet intensiverer patruljeringen i de ramte områder?
Ungdomshus-optøjerne var første tegn på, at noget grundlæggende havde ændret sig i det danske samfund: Politiet hindrer ikke kriminalitet, men er derimod årsagen til denne. Dialog og massevis af initiativer fra samfundets blødere institutioner er vejen frem.
Denne ’sandhed’ er blevet desto mere fremherskende på det seneste, og spæde pip fra personer der stadig har bevaret fatningen, bliver mødt med undren. Forestillingen om at forældrene til de unge skulle have et ansvar for hvad deres børn laver udenfor hjemmets fire vægge har ingen gang på jorden.
I et indslag i Orientering på P1 i torsdags forklarer en gruppe fædre fra Nørrebro, at børnene ikke kun er deres ansvar, men også samfundets og politiets?? Ifølge den ene af fædrene fordeler ansvaret sig således at han klarer opdragelsen der hjemme, mens opdragelse udenfor er samfundets opgave.
Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde! Denne mand er jo ganske enkelt blevet hjernevasket af den stadigt voksende hob af integrationskonsulenter, hvis arbejdsindsats og resultater stadig mangler et grundigt eftersyn.
Det værste ved det hele er, at de reelle ofre er de beboere der har mistet deres bil eller må vente forgæves på en ambulance, der ikke kommer pga. manglende politieskorte. Ligesom den majoritet af personer med anden etnisk baggrund, der passer der uddannelse og arbejde, men som oplever at der bliver set skævt til dem fordi de bliver taget til indtægt for bøllernes hærgen.
Hvis forældrene ikke magter at holde deres børn fra kriminalitet, er det en opgave for politiet og domstolene, så vi andre kan leve i forvisning om, at der kommer hjælp hvis vi behøver den, og at den lokale skole også kan bruges til undervisning næste dag.

All hat and no cattle

Hillary Clinton beskrev ved et valgmøde i Texas Barack Obama som “All hat and no cattle”. Formuleringen er en kritik af Obamas succesfulde kampagneslogan: ”change”. Clinton er forståeligt nok frustreret efter, at primærvalgene, der umiddelbart lignede en walk-over, udviklede sig til et mareridt.
Ser vi bort fra Clintons motiver, så rammer citatet ovenfor ikke fuldstændigt ved siden af – tværtimod. Efter otte år med Georg W. Bush ved magten ønsker et stort flertal af amerikanerne forandring, og det får de også al den stund, at Bush jo går af som præsident næste år.
Obamas kampagne bygger på den opfattelse, at Bush, Clinton og resten af parnasset i Washington D.C. fører politik på en forældet måde og at Obama står for en ny politik. Men hvilken?
Pointen er at de mange amerikanere, der ønsker forandring - noget andet - sagtens kan blive enige om, at de ikke ønsker Bush og det han stod for, mens de næppe kan blive enige om, hvad de konkret ønsker i stedet for, udover netop forandring.
Derved minder Obamas succes ufattelig meget om Ny Alliances ditto tilbage i maj måned, da partistifterne lovede opgør med blokpolitikken og ’nok er nok’, mens lanceringen af et decideret partiprogram blev skubbet til sensommeren og konkrete udmeldinger om statsministerønske først kom frem i valgkampens sidste dage. Da blev det tydeligt at Naser Khader og NA var ”All hat and no cattle”.
Et andet eksempel er Helle Thorning-Schmidt, der som et relativt nyt og ubeskrevet blad blev valgt som den ’nye’ leder af Socialdemokraterne, der skulle gøre op med fløjkampene og bringe partiet tilbage til regeringsmagten. Euforien lagde sig som bekendt hurtigt, da hun blev nødt til at bekende kulør og føre politik.
Så selvom Obama pt. kan mærke forandringens vinde i ryggen, så kan også han meget vel være ridende på vej alene ud mod solnedgangen. Og ænser måske knapt nok, at vælgerne har søgt forandring andre steder, fordi den store hat skygger for hans udsyn.

Hvor er forældrene?

Weekendens optøjer på Nørrebro mødes med de forventede kommentarer fra politikerne. DF vil give politiet vandkanoner, mens Socialdemokraterne vil give de unge uromagere ’noget at rive i’ dvs. uddannelse og jobs. Er det vejen frem?
Selvom gruppen af uromagere tæller 50-100 stykker, så er det stadig en lille minoritet, der ødelægger en hel bydel og gør de øvrige beboere til ofre i et meningsløst hærværksorgie. Det tragikomiske i denne historie er jo, at det er de unges naboer det går ud over. Det er dem, der skal betale mere i bilforsikring (hvis de da overhovedet kan tegne én) og dem, der i værste fald må vente forgæves på hjælp den dag, der er en ’rigtig’ brand i deres ejendom, fordi brandvæsenet ikke kan køre ind uden politieskorte. Ballademagerne er åbenbart ligeglade!
Mit umiddelbare spørgsmål: ”Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?” Her tænker jeg i første omgang på uromagernes forældre, men også på naboer, skolelærere og andre med kontakt til denne gruppe af utilpassede. Det burde være åbenbart for enhver, at alle forældre i området tog fat i deres børn for at få svar på om de havde deltaget i urolighederne, eller vidste hvem, der havde. Men forældrene er åbenbart også ligeglade med deres lokalområde og de øvrige beboeres trivsel. Ligegyldigheden og kravene om at myndighederne løser problemerne samt at politiet i øvrigt undlader at ’provokere’ vil ingen ende tage. Desværre!
I lignende situationer fyldes medierne med historier om, at der mangler tilbud til de unge, og at de af bar kedsomhed stikker ild til containere og kaster sten efter udrykningskøretøjerne. Siden hvornår er det blevet samfundets opgave at sikre underholdning og adspredelse til alle, der er gamle nok til at gribe om en molotovcocktail men for unge til at føle bare en lille smule ansvar overfor samfundets øvrige medlemmer?

Spærretid

Københavns kommune vil efter hollandsk forbillede oprette såkaldte 'hot spots' i bydelen Sjælør. Tiltaget kommer efter at en kriminel gruppe af unge fra området har været indvolveret i flere skudopgør og skabt utryghed i området. Hot spot-medarbejdernes funktion er at holde øje med utilpassede unge og tilkalde politiet, hvis de begår kriminalitet. Det er for så vidt fint nok, men omvendt bliver det sværere og sværere at tro på, at disse initiativer har anden effekt end at flytte problemet til en anden del af byen. I stedet burde man fokusere på de grupper af helt unge, dvs børn i den skolepligtige alder, der er ude sent om aftenen. På ydre Nørrebro er det ikke unormalt at se grupper af børn i 12-årsaldren udenfor klokken ti om aftenen. Disse grupper er uden opsyn og udgør et fantastisk rekruteringsgrundlag for kriminelle unge, der benytter de yngre til smårapserier, ærinder og som vagtposter.
Kan vi holde de helt unge indenfor er der en chance for at tilgangen til de kriminelle bander kan stoppes. Dette skal gøres enten via en holdningsændring blandt forældrene eller, hvis dette ikke er muligt, gennem et regulært forbud for eksempelvis børn under 12 år mod at opholde sig udenfor efter klokken 20 på hverdagsaftener. Forslaget synes måske en anelse rigidt, men jeg tvivler på at holdningsændringen kommer helt af sig selv, og alternativet er at bandekriminaliteten forsætter.

Anders Samuelsen

Ny Alliance ville gøre op med blokpolitikken, men endte med at skulle vælge mellem de to blokke. Dengang i forsommeren 2007, da håbet endnu var grønt og partiprogrammet bestod af lutter blanke sider var vælgertilgangen massiv for alle troede på, at Pia Kjærsgaard kunne smækkes udenfor døren. Da så endelig partiprogrammet kom ud af trykken, ja da kunne lederen ikke forklare indholdet og medlemmerne fandt selv på egne forslag og principper. Pt. har partiet begavet det danske sprog med begrebet ’storbytosser’ som en nydelig pendant til Dansk Folkepartis ditto fra landsbyen.
Den korte historie om Ny Alliance er sandelig historien om, at for mange kokke fordærver maden. De mange fine og dygtige folk fra dansk erhvervsliv og diverse organisationer borgede for indsigt og kompetence men var også en masse generaler uden soldater i en krig der ikke kunne vindes.
Når regnestykket er gjort op, det sidste punktum i krøniken sat og vi har grint færdig vil jeg tillade mig at fælde en tåre over Anders Samuelsen. En enestående politiker, en sand liberal, der som så mange andre unge mennesker i dagens Danmark får de forkerte venner og ender i noget snavs. Jeg håber, at han finder en ny platform i det politiske landskab – alt andet vil være spild af talent.