Hvor er forældrene?

Weekendens optøjer på Nørrebro mødes med de forventede kommentarer fra politikerne. DF vil give politiet vandkanoner, mens Socialdemokraterne vil give de unge uromagere ’noget at rive i’ dvs. uddannelse og jobs. Er det vejen frem?
Selvom gruppen af uromagere tæller 50-100 stykker, så er det stadig en lille minoritet, der ødelægger en hel bydel og gør de øvrige beboere til ofre i et meningsløst hærværksorgie. Det tragikomiske i denne historie er jo, at det er de unges naboer det går ud over. Det er dem, der skal betale mere i bilforsikring (hvis de da overhovedet kan tegne én) og dem, der i værste fald må vente forgæves på hjælp den dag, der er en ’rigtig’ brand i deres ejendom, fordi brandvæsenet ikke kan køre ind uden politieskorte. Ballademagerne er åbenbart ligeglade!
Mit umiddelbare spørgsmål: ”Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?” Her tænker jeg i første omgang på uromagernes forældre, men også på naboer, skolelærere og andre med kontakt til denne gruppe af utilpassede. Det burde være åbenbart for enhver, at alle forældre i området tog fat i deres børn for at få svar på om de havde deltaget i urolighederne, eller vidste hvem, der havde. Men forældrene er åbenbart også ligeglade med deres lokalområde og de øvrige beboeres trivsel. Ligegyldigheden og kravene om at myndighederne løser problemerne samt at politiet i øvrigt undlader at ’provokere’ vil ingen ende tage. Desværre!
I lignende situationer fyldes medierne med historier om, at der mangler tilbud til de unge, og at de af bar kedsomhed stikker ild til containere og kaster sten efter udrykningskøretøjerne. Siden hvornår er det blevet samfundets opgave at sikre underholdning og adspredelse til alle, der er gamle nok til at gribe om en molotovcocktail men for unge til at føle bare en lille smule ansvar overfor samfundets øvrige medlemmer?