onsdag den 21. marts 2007

En hånd til bilismen

Hvorfor er det, at de radikale får angstanfald hver gang nogen foreslår en forbedring af vilkårene for bilisterne? Seneste eksempel kom i denne uge, hvor forslaget om en bro over Kattegat blev lanceret. Straks springer Det radikale venstres trafikordfører, Martin Lidegaard op som trold af en æske og afviser blankt forslaget. I stedet gentager han, for de af os der måtte have glemt det, de radikales mantra og universalmiddel mod trafikproblemer: mere kollektiv trafik!
Og jeg er da tilbøjelig til at være enig med Lidegaard et godt stykke af vejen. I de store byer er der ikke mere plads til biler, og en begrænsning af disse ville være til gavn for den kollektive trafik.
Derimod er der grænser for, hvor stor en del af byrden den kollektive trafik kan bære, når det drejer sig om samfærdslen mellem landsdelene. Bilen har simpelthen en række fordele som DSB og andre ikke kan hamle op med. Bilen kører uafbrudt fra A til B. Du behøver ikke skifte eller vente nogen steder undervejs, og bilen kører når du vil, og ikke når det passer ind i en overordnet køreplan. Derfor er løsningen ikke blot mere kollektiv trafik.
Så når en trafikforsker foreslår en bro fra Kallundborg til udkanten af Århus, så er der grund til at lytte. Alle der har prøvet bilturen henover Fyn til et sted i Midt- eller Nordjylland i myldretiden ved at forholdene især omrkring Lillebælt og Vejlefjorden er helt urimelige. Og selvom Fyn sikkert er ganske fin, så er der altså fornuft i at køre udenom, hvis man fx skal fra København til Aalborg. Både af hensyn til den enkelte billist, men så sandelig også af hensyn til miljøet, der bestemt ikke har gavn af de overflødige kilometer, der bliver kørt henover Fyn, endsige fra udstødningen fra de mange biler der kører i kø mellem Middelfart og Vejle.
Derfor bør Lidegaard og ligesindede gøre op med deres dogmer og give en hånd til automobilejerne.

Ingen kommentarer: