Velfærd til underpris

I disse dage hvor de ansatte i ældreplejen er gået på barrikaderne for at få mere i løn, er der grund til at tænke over, hvorvidt velfærdssamfundet som vi kender det i dag, kun har været muligt fordi de mennesker, der leverer dets ydelser har været underbetalt. De kan ikke fortænkes i at skele til det private erhvervsliv i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft. Meget tyder på, at der skal mere i lønningsposen, hvis vi fortsat ønsker at kunne bemande stillingerne i omsorgssektoren. Det har da heller ikke skortet på politikere, der er parate til at åbne for statskassen. Ikke overraskende er det netop de politikere, der ikke bærer ansvaret, for at indtægtsiden på statens budgetter matcher udgifterne. Noget tyder på at velfærdsstaten har kunnet vokse til overstørrelse pga. adgang til relativt billig arbejdskraft, men nu har de ansatte smidt fløjlshandkerne og samfundet må vågne op til de barske realiteter: Hvis vi fortsat ønsker en offentlig service af samme omfang som i dag, er vi nødt til at lade udgifterne i den offentlige sektor vokse voldsomt og finansiere dem over skatten til skade for landets økonomi. Eller tage en diskussion om, hvor meget velfærdsstaten skal tage sig af - og skære derefter. Det vil give anledning til vrede, skrig og skrål, men medmindre vi ønsker skattestigninger og en langsom indrullering i et offentligt styret lommepengesamfund, så ser jeg ingen anden udvej.