søndag den 28. oktober 2007

X ved Y - tænk dig lige om en ekstra gang!

Ny Alliance varslede om et opgør med den såkaldte blokpolitik da de trådte ind på scenen i maj måned. I øjeblikket tyder meget på, at det nye ’midter-parti’ kommer til at side med de udslagsgivende mandater når, der skal udpeges en statsminister efter valget. Naser Khader meldte ved valgkampens start ud at partiet ville pege på Anders Fogh Rasmussen som kongelig undersøger. Det lugter naturligvis lidt af genvalg til Fogh, men omvendt udelukker det ikke, at Khader i sidste ende vil lægge sine mandater bag Helle Thorning Schmidt og dermed sende de borgerlige ud i kulden. Og set i lyset af at størstedelen af Ny Alliances valgprogram bærer et markant ’rødt’ islæt, er det slet ikke usandsynligt at det vil ske.
Undertegnede er én ud af rigtig mange borgerlige, der gerne så Fogh lægge bare en smule afstand til Dansk Folkeparti, men før vi går ind i stemmeboksen og sætter kryds ved liste Y, bør vi lige overveje, at en stemme på Khader og co. i sidste ende kan gå hen og blive til en stemme på Thorning Schmidt – for slet ikke at tale om Martin Lidegaard, Ole Sohn og Asmaa Abdol-Hamid.

Ingen kommentarer: