tirsdag den 8. april 2008

Kroner en, kroner to...

Jeg har lidt svært ved at finde ord efter at have læst en artikel om udsatte lejere. Artiklen bygger på en rapport om bagrunden for at lejere bliver sat ud fra deres boliger. I følge artiklen svarer 77 % af de adspurgte i en undersøgelse lavet til rapporten, at en medvirkende årsag til at de mistede deres bolig var, at de havde svært ved at styre deres økonomi.
Hmm... Og hvad skal man så sige til det? Privatøkonomi er som bekendt ikke atomfysik, og i dette tilfælde er det ikke engang en spørgsmål om at konvertere lån eller afveje skattefordelene ved hhv. en rate- eller en kapitalpension. Det drejer sig derimod om noget så basalt som at betale sin husleje inden man kaster penge ud til alt muligt andet. For i følge rapporten, som jeg ikke har læst og derfor kun kender fra ovennævnte artikel, er der nemlig ved månedens start penge til husleje.
Det har næppe de store udsigter at forsøge at lære denne gruppe om rettidig omhu og at sætte tærring efter nærring. Derimod er det min klare holdning at man burde overveje om personer, der ikke evner noget så elementært, er i stand til at tage vare på et barn og sikre, at der er penge nok til mad endsige sikre at barnet får en ordentlig opdragelse. Derfor mener jeg, at politikerne og myndighederne seriøst bør overveje om et udsat forældrepar nu også er de rigtige til at tage vare på deres børn, og hvis ikke finde et hjem til børnene hvor huslejen bliver betalt og der er penge til mad - hver dag!

Ingen kommentarer: