onsdag den 9. april 2008

Tillid er godt - kontrol er nogle gange bedre!

Kravet om at arbejdsløse på dagpenge skal søge mindst fire job om ugen møder masser af kritik. Både A-kasser, arbejdsgivere og ikke mindst de arbejdsløse kritiserer kravet. Et nyt program på nettet kommer nu de arbejdsløse til hjælp. Programmet (checkjobnet) sikrer, at der autmatisk sendes fire ansøgninger om ugen via portalen jobnet.dk og dermed kan de arbejdsløse forsætte tilværelse på offentlig forsørgelse.
Jeg medgiver gerne, at kravet kan virke en smule firkante, og alting ville være meget bedre hvis myndighederne ikke behøvede at underlægge borgerne kontrol. Desværre har det åbenbart vist sig, at ikke alle arbejdsløse af egen drift gør en ihærdig indsats for at finde et job. Så selvom tillid er godt, som derstår på snyde-programmets hjemmeside, så må der af og til kontrol til. Og som skatteborger er jeg glad for at det offentlige er nøjeregnende med hvad samfundets penge bruges til.
Hvis den arbejdsløse reelt er interesseret i at finde et job for atter selv at tjene til føden, så burde fire ansøgninger om ugen ikke være noget problem. Det er givet at man er nødt til at søge andre jobs end lige drømmejobbet - det må så komme i anden omgang. Tidsmæssigt har jeg også svært ved at forstå at fire ansøgninger om ugen kan sætte grå hår i hovedet på en person der i modsætning til folk på arbejdsmarkedet har minimum 37 timers ekstra fritid om ugen. Det burde være alt rigeligt selvom det naturligvis kræver noget tid at sætte sig ind i hvad den udbudte jobfunktion indeholder og hvad virksomheden/organisationen kan tilbyde, men på den anden side kan en stor del af ens ansøgning bruges igen og igen, så der burde stadig være rigelig tid til at se morgentv.
Må jeg foreslå jobnet.dk at der for fremtiden kræves digital signatur for at logge ind på deres hjemmeside - i følge checkjobnet's hjemmeside magter programmet kun at logge ind med almindelig adgangskode.

Ingen kommentarer: