Politik og sport

Hvor meget politikerne end gerne ville, så kan politik og sport ikke skilles ad. Eller rettere sagt: det er på forhånd umuligt at afgøre, hvor grænsen mellem de to sfærer går. Det der det ene øjeblik ligner en konkurrence mellem to idrætsudøver kan i det næste øjeblik udvikle sig til en politisk manifestation, hvis den ene udøver løfter op i blusen for at vise et politisk slogan.
Med valget af Kina har IOC bestemt ikke gjort det lettere for sig selv og poltikere rundt omkring i verden at begrænse det politiske aspekt til fordel for det sportslige. Nu ligger IOC som de har redt, og hvis de aflyser resten af fakkeltoget i afmagt overfor de mange Tibet-demonstrationer, så er det organisationens egen skyld.
I stedet for at hævde at OL intet har med politik at gøre, bør IOC i stedet stå ved at OL har en enorm politisk betydning, og føre en politik der harmonerer med de olympiske idealer og endelig vælge en værtsnation, der i højere grad kan leve op til disse.
Om Danmark deltager fra officiel side i åbningsceremonien må være et spørgsmål vi diskuterer og afgør på EU niveau. Dette bør være et område, hvor EU's stats- og regeringsledere kan finde fælles fodslag, og enten rejse afsted sammen eller være enige om at blive væk.
Endelig er der spørgsmålet om hvorvidt Kronprinsen skal deltage eller ej. Uanset hvad han gør vil det blive tolket politisk. Dermed sidder han allerede før han er blevet valgt ind i IOC i en klemme som hans nye rådgivergruppe ellers skulle styre ham udenom. Derfor må det være oplagt for enhver at Kronprinsen skal holde sig langt væk fra IOC i fremtiden.